dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver påbud for Regionspsykiatrien Randers.
Teis Mesing, Regionspsykiatrien Randers

Påbud til Regionspsykiatrien i Randers er nu ophævet

Tidligere store mangler i journalføringen vurderes nu til at være udbedret.
18. SEP 2025 14.56

MIDTJYLLAND: Styrelsen for Patientsikkerhed har efter et tilsynsbesøg i Regionspsykiatrien i Randers den 26. august nu ophævet afdelingens påbud - som en anerkendelse af arbejdet og udviklingen i adelingen, oplyser Psykiatrien i Region Midtjylland.

Vurderingen kommer efter en gennemgang af journaler og ved interview med medarbejdere og ledelse, og styrelsen fremhæver, ifølge regionspsykiatrien, at journalføringen fremstod systematisk, overskuelig og indeholdt den nødvendige vurdering af selvmordsrisiko. 

Som tidligere omtalt har en omfattende gennemgang af 1.614 patientjournaler vist store mangler i journalføringen, og 580 af patientforløbene levede ikke op til den lægefaglige standard.

Nu lyder vurderingen fra Styrelsen for Patientsikkerhed på "Ingen problemer af betydning for patientsikkerheden", lyder det fra Psykiatrien i Region Midtjylland.

- Vi er selvfølgelig glade for, at Styrelsen for Patientsikkerhed har ophævet påbuddet, det er en tydelig anerkendelse af det systematiske og målrettede arbejde, som medarbejdere og ledelse har leveret gennem længere tid, siger lægefaglig direktør Jakob Paludan og tilføjer:

- Vi står på et stærkt fundament, og nu handler det om at fastholde udviklingen og fortsat skabe de bedste rammer for både patienter og medarbejdere.

Organisering og udvikling

En organisatorisk styrkelse af afdelingen er også blevet anerkendt af Styrelsen for Patientsikkerhed, der bl.a. fremhæver, at opgavefordeling og det faglige ansvar er tydeligt placeret, samt at der er udarbejdet klare ansvars- og kompetencebeskrivelser.

Gennem det seneste år har afdelingen været ledet af en erfaren chefsygeplejerske, og med afsæt i den politisk godkendte udviklingsplan er der i løbet af i år gennemført en omfattende omorganisering og styrkelse af den faglige udvikling.

Efter kritik og fyring af en tidligere overlæge er afdelingsledelsen fra august styrket med en konstitueret cheflæge med indgående kendskab til akutte forløb for patienter med psykisk sygdom.

- Jeg har besøgt afdelingen og mødt nogle af medarbejderne. Det er tydeligt, at der er sket en markant udvikling, og at der arbejdes seriøst med at fastholde den positive retning. Det glæder mig af hensyn til vores patienter og deres pårørende, siger formand for Psykiatri- og socialudvalget Else Søjmark (S).

Der er nu også i Regionspsykiatrien Randers, og på tværs af Psykiatrien i Region Midtjylland, indført en mere systematisk opfølgning på klager og bekymringshenvendelser. Det gælder både lokalt i afdelingerne og på ledelsesniveau, hvor emnet nu er et fast punkt på dagsordenen.

I det nyligt indgåede budgetforlig i Region Midtjylland er der yderligere afsat midler til at udbygge sengekapaciteten i Regionspsykiatrien Randers.

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/paabud-til-regionspsykiatrien-i-randers-er-nu-ophaevet

GDPR