Den femte coronavaccine blev i slutningen af december godkendt til brug i EU. Men det er endnu ikke besluttet, om vaccinen, der er udviklet af amerikanske Novavax, overhovedet skal tages i brug i Danmark. Sundhedsstyrelsen afventer lige nu, om vaccinen viser sig effektiv til revaccination - det vil sige et tredje stik. For foreløbig er den kun godkendt til primærvaccination - første og andet stik.
- Nuvaxovid (vaccinens navn, red.) er ikke godkendt til et tredje stik, men effekten af vaccinen som boostervaccine er ved at blive undersøgt i et klinisk studie, oplyser Kirstine Moll Harboe, sektionsleder hos Sundhedsstyrelsen, i et skriftligt svar.
- Sundhedsstyrelsen vil særligt holde øje med data for effekten og sikkerheden af Nuvaxovid givet som et ekstra stik efter en primærvaccination med en mRNA-vaccine (Pfizer og Modernas vacciner, red.), lyder det videre.
Tidligst 21. februar
Styrelsen oplyser også, at det er "uvist, om vaccinen er effektiv over for omikron". Men selv om Novavax-vaccinens fremtid i Danmark foreløbig er uafklaret, går der ikke længe, før den efter planen ankommer til Statens Serum Instituts (SSI) lager.
SSI oplyser, at Danmark har bestilt 930.000 doser af vaccinen gennem EU. De første doser forventes leveret i uge 8 eller 9 - det vil sige tidligst 21. februar. Den præcise leveranceplan kendes dog ikke endnu.
I EU er der foreløbigt godkendt coronavacciner fra Pfizer, Moderna, AstraZeneca og Johnson & Johnson ud over vaccinen fra Novavax. I Danmark er det dog kun vaccinerne fra Pfizer og Moderna, der er en del af det generelle vaccinationsprogram. Novavax-vaccinen er en proteinbaseret vaccine, hvor Pfizer og Modernas er såkaldte mRNA-vacciner, der er en ny type vaccine.
To undersøgelser har vist, at Novavax-vaccinen har en effektivitet på omkring 90 pct. i forhold til at forhindre sygdom. De blev dog foretaget, inden omikronvarianten overtog billedet. Novavax arbejder også på en specifik vaccine mod omikron.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.