
Tirsdag løftede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sløret for regeringens tanker bag det kommende sundhedsudspil, der indeholder såkaldte sundhedsfællesskaber, og som præsenteres i uge 43. Helt konkret er der tale om 21 sundhedsfællesskaber, der skal være samarbejder mellem akutsygehuse, kommuner og praktiserende læger. Regionerne er ikke nævnt.
Ifølge Løkke skal de bygges op omkring et af de nuværende akutsygehuse og i gennemsnit dække fire til fem kommuner. Men der eksisterer allerede 21 sundhedsfællesskaber - i hvert fald hvis man spørger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose (V).
- Sundhedsfællesskaber med repræsentanter fra kommune, sygehus og almen praksis er ikke et ukendt fænomen for os. Vi har det omkring de 21 akutsygehuse allerede i dag, sagde hun tirsdag eftermiddag til Orientering på P1.
Ifølge regionsformanden går de 21 fællesskaber blot under navne som 'sundhedssamordningsfora' eller 'sundhedsklynger', og det er ikke kun Stephanie Lose, der drager den parallel. Professor i sundhedsøkonomi og -politik på Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen henviser til, at han og to andre forskere også har introduceret begrebet sundhedsklynger i form af et forslag om fremtidig organisering. Også her er der tale om 21 styks samarbejder:
'Der er rigtig mange ubesvarede spørgsmål i vores oprindelige forslag om 'sundhedsklynger', som statsministeren nu har omdøbt til 'sundhedsfællesskaber'. Er bekymret for, hvor mange af de uafklarede spørgsmål, der når at blive besvaret. Vores tanke var ikke at afskaffe regionerne', skriver han på Twitter.
Således fortsætter debatten, hvor flere stiller sig kritisk over for statsministerens 21 fællesskaber. Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF), nævner, at hun 'måske hører det forkert, men ejerne af sundhedsfællesskaberne skal være helt tydelig, og ejerskabet bør have et stærkt demokratisk ophæng i kommunerne' med henvisning til de tidligere 13 amter og fem regioner.
Hvorvidt regeringens foreløbige udmeldinger svarer til de 21 klynger, som kommuner og regioner allerede samarbejder om, vides ikke, men ifølge Jette Skive 'tyder det på, at regeringen har søgt for stor inspiration fra nogle få eksperter, som er meget bundne i en hospitalslogik'. Hun både 'håber og forventer' en nedlæggelse af regionerne.
Læs debatindlæg fra Jette Skive her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.