dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix.

Løkke varsler opgør med sundhedssystemet

Regionerne blev ikke nævnt med et ord i statsministerens tale ved Folketingets åbning. Men strukturen i sundhedsvæsenet ser regeringen i hvert fald gerne ændret
2. OKT 2018 12.29

FOLKETINGET: Lars Løkke Rasmussen åbnede i dag Folketinget med en tale, der i høj grad fokuserede på sundhedsvæsnet. Her skulle mere nærhed ind, måtte man forstå, omend det ikke står helt skidt til i dag:

- Ja, der er blevet længere til operationsstuen. Til gengæld får vi langt bedre behandling. Langt bedre overlevelse. Det bytte står jeg gerne inde for. Til hver en tid, sagde Lars Løkke Rasmussen (V) i sin åbningstale.

Og dermed var ballet åbnet for at tale om det sundhedsudspil, som regeringen vil præsentere efter efterårsferien. I sin tale dryppede statsministeren dermed også de første oplysninger om, hvad udspillet kommer til at indeholde - og her kommer vi tilbage til nærheden: 

- Vi skal ikke tilbage til den tid, hvor vi godt nok havde flere hospitaler tæt på. Men hvor folk måtte rejse ud af landet efter behandling. Til gengæld skal vi løse de problemer, vi står med i dag, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, ønsker, at nærheden blandt andet skal genoprettes ved at nedlægge regionerne. Der er for store forskelle i behandlingen regionerne indbyrdes, og kommuner og regioner er ikke altid gode til at koordinere patientforløb, lyder kritikken.

Også Liberal Alliance og De Konservative støtter en nedlæggelse af regionerne. En tanke, som Venstre også tidligere har leget med. Løkke sagde dog ikke noget om regionernes skæbne i talen.

Til gengæld var det også tydeligt, at han netop ikke nævnte dem. For med sin tale afslørede han, at regeringen går efter at oprette 21 nye sundhedsfællesskaber, som fremover skal bygge bro mellem sygehuset, kommunen og den praktiserende læge. Og altså ikke bygge bro til regionerne.

- Hvert sundhedsfællesskab bliver bygget op omkring ét af de nuværende akutsygehuse. De vil i gennemsnit dække fire-fem kommuner. Og være en ny drivkraft for, at behandlingen bliver sammenhængende. Så den svækkede ældre patient, der bliver indlagt på hospitalet, oplever at blive taget trygt og ordentligt hånd om. Hvor sygehus, egen læge og kommunen arbejder sammen. Tilrettelægger et samlet, overskueligt forløb. Hele vejen fra indlæggelse til opfølgning og genoptræning, som måske skal fortsætte i det lokale sundhedscenter, sagde Lars Løkke Rasmussen.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/lkke-varsler-opgr-med-sundhedssystemet

GDPR