
Grundlæggende organisering om samarbejde og klare aftaler om rammer og økonomi kan være med til at løse udfordringer som en voksende ældre befolkning og uklar finansiering i det nære sundhedsvæsen, når opgaver skydes fra region til kommune.
Det er i hvert fald de centrale ting, tre direktører fra Tønder, Viborg og Odsherred kommuner fremhæver under KL's Sundhedskonference 2019.
Direktør for Pleje og Omsorg i Tønder Kommune, Henrik Schou, fremhæver samarbejdet mellem Region Syddanmark og Tønder Kommune om Sygehus Sønderjylland, som tidligere stod til at lukke. Tønder Kommune satte sig i spidsen for at udvikle et tilbud, der både skabte sammenhæng og nærhed for borgeren. Udgangspunktet var derfor at konkretisere den politiske retning i én samlet bygning med sygepleje, skadeklinik, dagshospital og akutpladser under samme tag.
- På tværs af samarbejdet har vi stødt på faglige, juridiske og personalemæssige grænser, sagde han, og forklarede, at man besluttede at lave fælles kompetenceudvikling mellem de regionalt og kommunalt ansatte, hvilket betød, at der kom praksisfællesskaber mellem for eksempel en sygepleje- og skadeklinik, som kunne tage sig af de samme patienter:
- Det vi har opnået er, at vi har fået lavet et samarbejde, som giver borgeren en oplevelse af nærhed i Tønder. Vi har forstærkede faglige kompetencer i kraft af både de kommunale og regionale medarbejdere, og så har vi en stor politisk ledelse. Men sådan et projekt kræver også tro. Man er simpelthen nødt til at tro på, at det kan lykkes, sagde Henrik Schou.
Afgørende at have tillid til kommunale kompetencer
Flere forhold som blandt andet kommunens størrelse spiller ind på de udfordringer, kommunen står med på sundhedsområdet. Mette Andreassen, direktør i Social, Sundhed og Omsorg i Viborg Kommune forklarer således, at Viborg som den andenstørste kommune geografisk prøver at imødekomme det ved at placere et sundhedscenter centralt, fem sygeplejeklinikker rundt om i kommunen og dertil fem såkaldte satellitter.
- Grundlæggende handler det om, hvad vi vil politisk. I Viborg skal vi gøre det, der giver værdi for borgeren, og vi ser det som at vi kan levere sundhedsydelser tæt på borgerens hverdag, sagde hun under konferencen om tiltagene.
Hun fremhæver klyngesamarbejdet kaldet Midtklyngen, som er et fællesskab mellem tre kommuner og Hospitalsenhed Midt i Region Midtjylland. Helt konkret betyder det, at kommunerne og region har fået aftale om for eksempel intravenøs behandling hjemme hos borgeren i stand. Behandlingen startede som projekt i 2011, hvor man regnede med 400 behandlinger årligt. I dag er der 1100 behandlinger årligt.
- Det afgørende for udviklingen er, at borgere og fagfolk har tillid til, at vi har kompetence til at varetage de opgaver, vi får. Når vi overtager opgaver, kommer sygeplejerskerne med ud. Det har gjort, at samarbejdet ikke kun på ledelsesniveau er blevet væsentlig tættere, sagde Mette Andreassen.
Mangel på økonomisk incitament
I den modsatte ende af spektret er den mindre kommune Odsherred med cirka 34.000 indbyggere, men med store udfordringer som ulighed og mange ældre og syge, som resulterer i mange indlæggelser. Helt præcist for 5 mio. kr. om måneden, forklarer velfærdsdirektøren i Odsherred Rikke Blom.
Derfor indgik kommunen et projekt i samarbejde med Region Sjælland om at nedbringe indlæggelser ved at fokusere på rehabilitering, udvikling af akutfunktion og akutpladser i kommunen.
Rikke Blom fremhæver kommunens e-klinik, som to specialelæger er tilknyttet. Det betyder, at kronikere som kol-patienter får udleveret udstyr til hjemmebrug, som rapporterer tilbage til de to læger i e-klinikken hele døgnet. De kontakter herefter borgeren, hvis der er noget galt og kan tilbyde dem blandt andet en akutplads for at undgå indlæggelse.
- Når borgeren kan følge med i sin egen sygdom på den måde, giver det en anden tryghed, og vi kan sætte ind i forhold til en tilstand, hvor det påkræves, og vi kan se, når det ikke er nødvendigt, forklarede hun under konferencen.
De særlige udfordringer i kommuner er ikke kun demografien, den er også økonomisk:
'Som det er lige nu, er der ikke rent økonomisk incitament til kommunerne at hjemtage opgaver fra for eksempel hospitalet. Viborg Kommune vælger så at se det i lidt større perspektiv og afprøve nogle ordninger, selvom det ikke er økonomisk smart, forklarede direktør i Viborg, Mette Andreassen.
Alle tre peger de på, at det nære sundhedsvæsen fungerer bedst, når rammerne er aftalt på forhånd, og at det primært handler om afgrænsning af opgaver og økonomi.
- Vi skal være bedre til at trække på hinandens erfaringer, for der er mange at tage af, vi er bare ikke gode til at implementere det. Vi høster erfaringer udefra, vi er bare ikke særlig nysgerrige på hinanden nationalt, sagde Mette Andreassen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.