MIDTJYLLAND: Det er for trangt med pladsen på det dedikerede grønlandske afsnit på den retspsykiatriske afdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH).
Derfor har Det Grønlandske Sundhedsvæsen anmodet Region Midtjylland om en udvidelse af afsnittet. De ønsker, at afsnittet vokser fra 16 til 17 sengepladser. Det fremgår af dagsordenen for et møde i regionens Psykiatri- og Socialudvalg, der finder sted på onsdag, skriver TV2 Østjylland.
- Vi har en god samarbejdsaftale, og nu har man ønsket det, og så skal jeg drøfte det med mit udvalg, forklarer Else Søjmark (S), der er formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Midtjylland. Hun tilføjer, at hun selv ser positivt på forslaget.
- Det er jo en god historie forstået på den måde, at det er et led i et godt og vigtigt samarbejde.
Ifølge Else Søjmark har belægningen på afsnittet det seneste halve år ligget mellem 98 og 100 pct.
Grønland betaler
Ombygningen, der skal gøre udvidelsen til virkelighed, vil ifølge sagsfremstillingen koste 1,5 millioner kroner. Derudover skal antallet af personale stige, hvis man udvider afsnittet med en ekstra sengeplads. På dag- og aftenvagter vil man gå fra fem til seks ansatte, mens normeringen om natten ville skulle stige fra tre til 3,5.
Udgifterne vil blive betalt af Det Grønlandske Sundhedsvæsen.
TV2 Østjylland har fredag henvendt sig til Det Grønlandske Sundhedsvæsen for at høre mere om den ønskede udvidelse. Det Grønlandske Sundhedsvæsen har kvitteret for henvendelsen og sendt den videre til dets presseafdeling, der i skrivende stund ikke er vendt tilbage.
Afdelingen kom under lup tilbage i foråret 2024, da en 46-årig på afdelingen dræbte en medpatient.
Gerningsmanden stak offeret med en kniv, som han havde købt på en uledsaget udgang. Dengang gik debatten på, hvordan en mand, der boede på afdelingen, fordi han havde begået drab i Grønland, kunne forlade afsnittet uden ledsagelse.
Mere sikkerhed
I en skriftlig kommentar forklarede hospitalsdirektør i Psykiatrien i Region Midtjylland Tina Ebler dengang, at det er normal praksis, at patienter efter en konkret lægefaglig vurdering kan få uledsaget udgang. Desuden var rutinemæssig kropsvisitation ikke en mulighed.
- Vi har ikke mulighed for at kropsvisitere alle patienter, da lovgivningen kræver, at det udelukkende må ske på grundlag af mistanke om for eksempel narko eller våben, forklarede direktøren tilbage i foråret 2024.
På baggrund af sagen har Aarhus Universitetshospital strammet op på sikkerheden. Derfor blev der indført brug af håndscannere på de psykiatriske afsnit.
- Kravet om mistanke gælder ikke for de retspsykiatriske afdelinger i forbindelse med anvendelse af krops- og bagagescannere. Her kan der således ske rutinemæssig anvendelse af krops- og bagagescannere, står der.
Kropsscannere er apparater, der kan undersøge personer visuelt ved gennemstråling af tøj for at afsløre eventuelle skjulte genstande uden for kroppen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.