Hvis digitale løsninger skal hjælpe med at indfri ambitionerne i sundhedsreformen, skal de udvikles i samarbejde med dem, der skal bruge dem. Sådan lyder det i åbningsdebatten på Dansk IT’s konference OffDig Health i Aarhus tirsdag.
- Nøgleordet er inddragelse og involvering af medarbejdere, borgere og patienter, siger forperson for Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg.
Direktør i Danske patienter Morten Freil er enig og påpeger, at det ofte er hos medarbejdere, man møder modstand mod nye teknologier.
- Borgerne siger ofte, at de gerne vil have mere digital kontakt og hjemmebehandling, siger han og henviser til, at et flertal finder fordelene større end ulemperne.
Han understreger dog, at der fortsat er en gruppe, som oplever det modsatte, og dem skal der også være løsninger for.
Savner noget offensivt
Reformens ambitioner til trods tror professor emeritus ved SDU Jes Søgaard, at det bliver svært at få nok læger og sygeplejersker til Nakskov, Vordingborg og Thisted. Derfor mangler han et alternativ, og han havde gerne set noget mere offensivt på digitaliseringsfronten.
- Jeg savner en plan B. Giv dog borgerne et godt digitalt tilbud, siger han.
Mens han efterspørger pilotprojekter på området, mener Dorthe Boe Danbjørg, at der er pilotprojekter nok. Hun ser hellere, at de løsninger, som man allerede ved virker, skaleres og udbredes flere steder.
Og med reformens nye opgave- og ansvarsfordeling er der alt andet lige bedre betingelser for at lykkes.
Forventer ikke guld og grønne skove
Selvom Morten Freil ikke gør sig nogen forhåbninger om, at alt bliver guld og grønne skove med den nye reform, har han tiltro til, at den kommer til at gøre en forskel.
Dels på grund af de 17 sundhedsråd, dels fordi regionerne har fået et bredere ansvar for behandlingen. Han påpeger, at slåskampen mellem kommuner og regioner om, hvem der skal tage regningen, når borgere behandles derhjemme, har været en bremse for udviklingen.
Som eksempel nævner han, at det tog mindst seks år at blive enige om at tilbyde IV-behandling i hjemmet, selvom alle data pegede på, at det både var sikkert og billigere, og at patienterne var glade for det.
Nærhed vigtigt, men kvalitet vigtigst
Med de mange flere ældre og kronikere, som forventes at øge trækket på sundhedsvæsnets ressourcer de kommende år, bør dem, der gerne vil modtage og tage del i hjemmebehandling have mulighed for det, mener Morten Freil.
- Så kan ressourcerne frigøres til dem, der har brug for fysisk kontakt, siger han.
Han er enig i, at der skal ske en omstilling til det nære sundhedsvæsen, så flere behandles i primærsektoren, men han er samtidig optaget af, at det ikke går ud over kvaliteten.
- Vi skal være opmærksomme på, at for patienterne er nærhed vigtigt, men det vigtigste er kvalitet, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.
















