
HOVEDSTADEN: Antallet af patienter fra Grønland, der behandles på hospitaler i Region Hovedstaden, stiger i øjeblikket år for år.
Det fremgår ifølge Berlingske af en redegørelse til politikere i regionen.
Året før var der tale om 1389 patienter, mens der i 2022 blev registreret 1375 patienter fra Grønland.
De 1418 patienter i 2024 havde samlet knap 10.000 forløb, og den totale afregning lød på over 125 millioner kroner.
Til sammenligning lød afregningen i 2021 på 90,5 millioner kroner.
Ifølge mediet sendes patienterne primært til Rigshospitalet, hvor der afsættes mange ressourcer til at hjælpe med specialiseret behandling, der ikke findes i Grønland.
Christoffer Buster Reinhardt (K), formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, mener, at tallene viser, at et selvstændigt Grønland ikke ville kunne klare sig selv på sundhedsområdet uden hjælp fra "en god partner".
- Det vil vi gerne være i Region Hovedstaden, men det er også klart, at den forpligtelse til at hjælpe vil forsvinde, hvis man vælger at løsrive sig fuldstændigt, siger han til Berlingske.
Ifølge redegørelsen er der på Rigshospitalet patientvejledere og koordinatorer, der tager sig af grønlandske patienter og pårørende.
Samtidig er der en aftale med Hvidovre Hospital om håndtering af screeningprøver for livmoderhalskræft.
Alt imens har Bispebjerg Hospital en aftale om opgaver vedrørende hudsygdomme.
På nogle områder er der også rotationsordninger, hvor læger tager til Grønland i kortere perioder.
Tallene vedrører udelukkende behandling af fysiske sygdomme.
Men der er også et samarbejde inden for psykiatrien, hvor patienter fra Grønland bliver behandlet akut uden afregning.
Medlem af Folketinget Aaja Chemnitz (IA) mener, at der bør være overvejelser om at sløjfe den betaling, der i dag betales for ydelser i Danmark.
For "vi er jo danske statsborgere", lyder det.
Politikeren fremhæver blandt andet, at der på Grønland er en meget høj dødelighed blandt kræftpatienter.
Det gør, at der må sendes flere patienter til behandling i Danmark.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.