
Medarbejdere i Forsvaret i Danmark vidste på forhånd, at respiratorer, som blev tilbudt til Italien under coronakrisen, var ubrugelige til coronabehandling. Det skriver Berlingske på baggrund af en korrespondance, som avisen har fået aktindsigt i.
Korrespondancen fandt sted tidligt om morgenen samme dag, som Danmark tilbød at sende respiratorerne til Italien - 8. april. Her skrev en chefsergent i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse følgende i en e-mail til Forsvarskommandoen:
'Det er vigtigt at informere UM (Udenrigsministeriet, red.) om, at det ikke umiddelbart er muligt at anvende PEEP-funktion med vores Weinmann Medumat Standard-respiratorer. Jeg ved fra kommunikation med det sundhedsfaglige personel, at netop denne funktion er vigtig i forhold til ventilering af coronapatienter i respirator.'
Berlingske skriver, at PEEP-funktionen er afgørende for at kunne skabe nok modtryk mod udånding til at holde lungerne åbne. Det er vigtigt for coronapatienter.
Hos Forsvarskommandoen svarer en souschef blandt andet, at man er 'klar over udfordringerne' med respiratorerne, men at Udenrigsministeriet 'formentlig kun tænker i signalværdi'. Derudover kan Forsvarskommandoen ikke udelukke, at der er brug for 'transportrespiratorer' i Italien.
Udenrigsministeriet afviser i et e-mailsvar til Berlingske, at ministeriet kun skulle tænke i signalværdi. Herfra lyder det, at man først 12. april fik at vide fra Sundhedsministeriet, at respiratorerne ikke kunne bruges til coronabehandling.
Nu skal forløb undersøges
Forsvarskommandoen kunne tirsdag ikke kommentere sagen over for Berlingske, men ville vende tilbage. Natten til onsdag har Forsvaret i en meddelelse på sin hjemmeside skrevet, at man vil undersøge forløbet.
- På baggrund af artiklen vil Forsvaret nærmere undersøge sagsforløbet og fremsende en redegørelse herom til Forsvarsministeriet, hedder det.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) er utilfreds med forløbet.
'Berlingske skriver, at Forsvarskommandoen har haft mistanke om, at nogle af de famøse respiratorer til Italien kun var eget til transport - ikke behandling af corona,' skriver Trine Bramsen på Twitter.
'Den afgørende viden er ikke blevet videregivet. Det holder selvsagt ikke. Og jeg vil have det undersøgt,' skriver hun.
Et flertal i Folketinget gav i maj udenrigsminister Jeppe Kofod (S) en politisk næse i sagen. I en pressemeddelelse 8. april udtalte Kofod, at respiratorerne var en 'solid håndsrækning' til vores 'italienske venner'.
Også han har sagt, at han dengang ikke vidste, at de gamle respiratorer til Italien var uegnede til coronapatienter.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.