Brugen af forskellige covid-19-vaccinationer har ikke øget risikoen for alvorlig sygdom. Det konkluderer et stort studie fra Statens Serum Institut, oplyser instituttet.
Forskere herfra har sammen med Lægemiddelstyrelsens dataanalysecenter undersøgt sammenhængen, fordi tidligere forskning har peget i retning af, at brug af flere forskellige vacciner - såkaldte mix & match forløb - kan give stærkere immunrespons og dermed også flere bivirkninger.
Forskerne har sammenlignet 137.495 personer med mix & match vaccinationer, typisk social- og sundhedspersonale, og 2.688.142 personer, der fik samme covid-19-vaccine flere gange. Mix & match forløbene bestod af en første dosis af AstraZeneca-vaccinen i vinter/forår 2021 efterfulgt af en eller to doser Pfizer/BioNTech eller Moderna.
Forskerne har tjekket personernes data med forskellige typer af blodpropper, betændelse i hjertet, blødningsforstyrrelser, betændelse i nerverne, narkolepsi, blindtarmsbetændelse, allergisk chok og død. De alvorlige sygdomme var sjældne, og risikoen viste sig at være den samme, uanset om man var vaccineret med forskellige eller samme vaccine.
- Vores studie er et af de første studier internationalt, der omfattende kortlægger og sammenligner sikkerheden ved forskellige vaccinationsforløb. Det er det klart mest relevante spørgsmål lige nu indenfor vaccinesikkerhed, siger læge Niklas Andersson, der er førsteforfatter på studiet.
Resultaterne af undersøgelsen er netop blevet offentliggjort I British Medical Journal.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.