DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Et dansk forskningsprojekt skal over to år følge effekten af coronavaccinerne.
Foto: Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix

Forskere tester coronavacciners effekt hos tusinder efter sidste stik

Studie af coronavacciners effekt kan involvere op mod 10.000 sygehusansatte og 6.000 patienter.
3. FEB 2021 6.11
TEMA: Corona

93.746 personer har indtil videre fået to vaccinestik mod covid-19 herhjemme og er dermed færdigvaccineret. Planen er, at alle danskere skal tilbydes vaccinen, og at de to stik skal gives inden 4. juli.

Men hvor længe varer effekten af vaccinen? Og kan man som vaccineret alligevel blive smittet og bære smitten videre, uden at man selv bliver syg?

Det vil forskere på Rigshospitalet, Herlev og Gentofte Hospital samt Nordsjællands Hospital nu undersøge. Over de næste godt to år vil de studere effekten af coronavaccinerne ved at måle antistoffer hos ansatte på de tre hospitaler og flere tusind patienter.

3.000 ansatte og 500 patienter deltager allerede nu i studiet, som i alt vil kunne inkludere op til 10.000 ansatte ved de tre hospitaler og op til 6000 patienter.

- Fordi covid-19 er en så relativt ny sygdom, og fordi flere af vaccinerne er baseret på nye teknikker, ved vi ikke, hvor længe vaccinerne beskytter. Er det som med influenza, hvor det er nødvendigt med en vaccination om året, eller holder vaccinen et halvt år, to år eller måske længere? Det er uvist med covid-19 og derfor noget af det, vi vil undersøge, siger overlæge på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet Susanne Dam Poulsen.

Forrest i kø

Læger og sygeplejersker er selv blandt de forreste i køen til at modtage vaccinen. Det samme er patienter på sygehuse, hvis de er i særlig risiko for at få et alvorligt forløb med covid-19.

Ved hjælp af blodprøver fra sygehusansatte og patienter vil forskerne måle, hvor længe antistofferne fra vaccinen bliver i blodet. Deltagerne følges med antistofmålinger før første og andet vaccinestik samt efter 3, 6, 12, 18 og 24 måneder.

Lægerne ser samtidig på, om der er risiko for, at man kan blive smittet, selv om man er vaccineret. De vil også undersøge, om man efter en vaccination kan bære smitten uden selv at blive syg.

Studiet vil også se på, om der er forskel på, hvordan immunforsvaret reagerer på vaccinen afhængig af alder, køn, størrelse og andre forhold. Gennem studiet kan forskerne også følge de forskellige mutationer af coronavirus og opdage, hvis en mutation viser sig at være dårligere dækket af vaccinen.

Deltagerne følges i studiet i to år efter sidste vaccinestik. Herefter skal data behandles, inden en konklusion på studiet vil være klar.

Ritzau