
Forældre kan nøjes med at give samtykke én gang til deres barns skole, når barnet skal testes for coronavirus. Forældrenes godkendelse vil kunne bruges, hver gang barnet bliver testet på skolen. Det oplyser Sundhedsministeriet.
Flere eksperter vurderer over for Berlingske, at en paragraf i sundhedsloven gør, at der skal indhentes samtykke hos forældrene, hver gang et barn under 15 år skal testes på den enkelte skole.
Men det er ifølge Sundhedsministeriet ikke tilfældet.
- Det er Sundhedsministeriets vurdering, at det vil være muligt at indhente ét forældresamtykke efter sundhedsloven, der gælder podning af børn under 15 år for covid-19 inden for en afgrænset periode - for eksempel nogle måneder.
- Det er derfor ikke korrekt, når det af Berlingske Tidende fremgår, at sundhedsloven i alle tilfælde kræver, at der indhentes samtykke fra forældrene før hver enkelt podning, skriver ministeriet.
Ifølge Sundhedsministeriet blev KL oplyst om dette på et møde fredag.
Ministeriet understreger, at det skal være muligt for forældrene at trække samtykket tilbage. Det skal der laves en procedure for, lyder det.
Tusindvis elever tilbage i dag
Mandag vender tusindvis af folkeskoleelever tilbage på skolebænken.
Skolerne genåbner for samtlige klassetrin på Bornholm, mens de ældste klassetrin er tilbage i Nordjylland og Vestjylland, hvor der er lavet en model med fremmøde hver anden uge.
Regeringen opfordrer eleverne til at blive testet to gange om ugen i den forbindelse. Det er ikke et krav at blive testet. Det er kommunernes opgave at stille med testpersonale på skolerne.
0.-4. klasser i hele landet kom tilbage i skole 8. februar, men de er ikke omfattet af anbefalingen om at blive testet to gange om ugen. Den er kun gældende for børn over 12 år.
For de elever på ungdomsuddannelser, der vender tilbage i skole, er der indført krav om test.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.