
NORDJYLLAND: Det lysner med at få læger til at lægge vejen forbi de nordjyske hospitaler og blive der, skriver DR Nordjylland.
- Vi kommer mere og mere på lægernes danmarkskort, lyder det fra Jens Ole Skov, direktør for Aalborg Universitetshospital, der fortæller, at han i stigende grad synes, at regionen er blevet attraktiv og har kvalificerede ansøgere.
Udtalelsen kommer ovenpå Danske Regioners beslutning om at fastfryse antallet af speciallæger på landets tre største hospitaler, Rigshospitalet / Glostrup Hospital, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital, i et forsøg på at gøre det attraktivt for ledige speciallæger at søge til landets mindre hospitaler.
Jens Ole Skov understreger dog, at der på en række specialområder som kirurgi og neurologi er, og også fremover vil være, mangel på speciallæger på de nordjyske hospitaler.
- Her må vi virkelig klø på for at skaffe læger, siger han.
Ligger godt i uddannelsesvurderinger
Men generelt oplever direktøren, at Nordjylland er i højere og højere kurs i lægekredse, og han nævner som eksempel en ung københavner, der netop er tiltrådt på akutafdelingen.
- Når man spørger hende, hvorfor hun søgte Aalborg, siger hun, at det gjorde hun, fordi hun kunne se, at Aalborg lå godt på de uddannelsesevalueringer, der laves. Den slags ry er godt for os, fortæller Jens Ole Skov.
Hospitalsdirektøren nævner også, at den forholdsvist nye lægeuddannelse i Aalborg, har været 'god for lægemangelen' i regionen.
Som dknyt tidligere har kunnet fortælle, viste den første optælling blandt nyuddannde læger fra medicinuddannelsen på Aalborg Universitet, at hele 15 ud af 21 er blevet i regionen efter endt uddannelse, og hele formålet med at oprettet en uddannelse i regionen synes derfor at lykkes.
- Men det ændrer ikke på, at der også de kommende år skal et langt sejt træk til, siger Jens Ole Skov og erkender, at der til stadighed vil være enkelte specialer, hvor regionen vil have særlige udfordringer.
Hospitalerne i Nordjylland anvender sig desuden af udenlandske læger for at kunne sikre bemandingen. I øjeblikket udgør udenlandske læger 15-20 pct. af lægestaben, siger Jens Ole Skov.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.