
NORDJYLLAND: 15 ud af 21 nyuddannde læger fra medicinuddannelsen på Aalborg Universitet er blevet i Region Nordjylland efter endt uddannelse, viser en rundringning, som Dagens Medicin har foretaget.
Tallene bekræfter ifølge dekan Lars Hvilsted Rasmussen på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, hvad fakultetet forudsagde i forbindelse med oprettelsen af uddannelsen i 2010: At læger bliver, hvor de er uddannet.
- Det bekræfter det, vi allerede vidste, at en stor del bliver i nærheden af det universitet, hvor de er uddannet. Og det er jo ikke så underligt, for det er jo unge mennesker, der har en alder, hvor man stifter familie og hjem, så man får jo et tilførsforhold til området, siger Lars Hvilsted Rasmussen til dknyt.
Tendensen bekræftes af tidligere erfaringer fra både ind- og udland: Allerede tilbage i 1973 etablerede man en lægeuddannelse i Tromsø i Nordnorge, da man havde store problemer med at skaffe læger nok. Spørger man lægerne, ti år efter de er færdiguddannet, bor cirka 75 pct. af dem fortsat i området.
Også herhjemme viser et nyt udtræk fra PLO's medlemmer, at læger typisk bliver boende og får arbejde i det område, hvor de er uddannet. Hele 58 pct. af de praktiserende læger arbejder i den region, hvor de er uddannet, og yderligere 28 pct. arbejder i naboregionen.
En langsigtet strategi mod lægemanglen
Fordeling af studiepladserne på landets medicinuddannelser synes således at være et vigtigt instrument i at komme den regionale lægemangel til livs, og det var da også et af hovedargumenterne for at oprette medicinuddannelse på Aalborg Universitet tilbage i 2010:
- Det var en af grundene til, at vi fik lov til at etablere uddannelsen. Der er en betydelig regional lægemangel i Danmark, og blandt andet her i regionen kan vi hverken skaffe nok læger til hospitaler eller til almen praksis, siger Lars Hvilsted Rasmussen.
Aalborg Universitet fik med etablering af medicinuddannelsen i 2010 lov til at tilbyde 50 studiepladser, et tal der ved sommeroptaget sidste år blev forhøjet til 100 pladser. Og selvom tallene for den første årgang indikerer, at hovedparten af de nyuddannede læger bliver i regionen, er der stadig lang vej til at løse hele problematikken med lægemangel:
- Vi kan ikke sige, at vi med flere studiepladser løser lægemangelen i morgen, men alle tidligere initiativer med regulering og tvang er kikset. Så står det til os, er den langsigtede plan, at vi selv skal sørge for at uddanne de læger, der skal bruges i Nordjylland, siger han.
Vil gerne uddanne endnu flere
Står det til universitetet skal optaget udvides yderligere, så der fremover kan uddannes endnu flere læger:
- Nordjylland udgør 10 pct. af den danske befolkning, så vi synes det vil være meget fornuftigt, hvis vi også uddannede 10 pct. af landets læger, siger Lars Hvilsted Rasmussen, der henviser til, at fakultetet flere gange har anmodet ministeriet om lov til at optage det antal studerende, der svarer til befolkningsandelen.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) siger til dknyt, at hun glæder sig på nordjydernes vegne over, at et stort flertal af de nyuddannede læger tilsyneladende vælger at blive i Nordjylland:
- Vi ved jo, at der er brug for dem, fordi der er lægemangel i Region Nordjylland, og det er en meget vigtig prioritet for regeringen, at alle danskere har adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet – uanset hvor i landet, man bor.
Ministeren ønsker dog ikke at kommentere universitets konkrete ønske om at øge dets optag, da hun ønsker af afvente afrapporteringen fra det lægedækningsudvalg, som regeringen har nedsat, og 'som skal komme med løsningsforslag til, hvordan lægedækningen kan blive endnu bedre for alle danskere'. Det kommer med deres anbefalinger i begyndelsen af 2017.
Så mange læger uddanner de fem regioner:
Kilde: Danmarks Statistik og Sundhedsministeriet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.