
HELSINGØR: Borgere i Kvistgård har i længere tid været bekymret for, hvorvidt PFAS-forureningen fra teflonfabrikken Accoat har gjort, at de har højere værdier af PFAS-stoffer i kroppen.
Københavns Universitet har derfor valgt at bruge interne ressourcer på at kunne tage blodprøver på minimum 20 borgere fra området, fortæller Lisbeth E. Knudsen, som er profosser i Afdeling for Miljø og Sundhed, til DK Nyt.
- Blodprøverne vil vise evt. mængder af PFAS og total fluor, og det er noget nyt, at vi analyserer prøver for total fluor, forklarer Lisbeth E. Knudsen, og fortsætter:
- Fordi de PFAS, som vi har haft fokus på i årtier, måske ikke er dem, der er flest af for øjeblikket, men snarere dem, der er mindre kædet.
Hun forklarer videre, at PFAS er en specifik stodgruppe med fluor i molekylerne. Man kan i dag kun måle for nogle af PFAS. Ved total fluor får man alle PFAS med, og det vil fange de kortkædede PFAS, som Lisbeth E. Knudsen har mistanke til. Total fluor medtager dog også andre stoffer med fluor, for eksempel medicin mod svampeinfektion .
Sjældent, at der tages blodprøver i Danmark
Hun forklarer også, at det er meget specielt, at der bliver taget blodprøver i denne type sag i Danmark. Stort set alle andre europæiske lande laver personmålinger tidligere i et opsporingsforløb, men i Danmark laver man miljømålinger og kun i allersidste instans personmålinger.
- Med min baggrund i et stort europæisk forskningsprojekt er det klart, at jeg siger, at hvis vi vil vide noget om, om folk er udsat eller ej, og vi ikke kender kilderne præcist, så må vi i gang med det, vi kalder biomonitoring, siger Lisbeth E. Knudsen.
- Grunden til, at vi gerne vil have nogle data her, er, at der så også er basis for at lave et egentlig stort projekt, hvor vi kortlægger, hvor stort omfanget er, forklarer hun.
Hvis der findes forhøjet værdier af PFAS og total fluor i borgernes blod, skal de følge de anbefalinger, som de allerede har modtaget, heriblandt at de skal undgå at spise frugt og grønt, som de selv har dyrket i området.
Mandag 24. februar vil der blive afholdt et lukket borgermøde om blodprøvetagningen, mens selve prøverne vil blive taget inden for den nærmeste fremtid på de borgere, som melder sig frivilligt.
Lisbeth E. Knudsen regner med at svarene på prøverne vil være klar senest lige før sommeren, men håber på, at det bliver tidligere.
Barsler med påbud
For blot to uger siden kom det frem, at Helsingør Kommune barsler med et påbud til Accoat. TV2 Kosmopol har set et udkast til det omtalte påbud, hvori det fremgår, at Accoat skal pålægges at kortlægge og afgrænse PFAS-forurening i både jorden og grundvandet ved flere af virksomhedens tidligere grunde.
Fabrikken har været i søgelyset i en længere periode. I januar fjernede fabrikken en skorsten efter at have meddelt, at virksomheden ville lukke dele af sin produktion.
Flere tidligere medarbejdere fortalte også om at have oplevet, at deres biler havde fået lakskader på grund af nedfaldet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.