HOVEDSTADEN: Forretningsudvalget i Region Hovedstaden giver bred opbakning til en plan for at nedbringe ventetiderne på Akuttelefonen 1813, oplyser regionen. En ny aftale med de praktiserende læger om at bistå på hverdage skal måske dermed udvides til weekenden.
Tilbage i januar nedsatte forretningsudvalget en taskforce, der skulle komme med en plan til at nedbringe svartiderne markant og gøre driften mere robust. En del af løsningen er en overbygning på den eksisterende model med Akuttelefonen, som regionen som udgangspunkt mener er rigtig, og midt i maj indgik regionen aftale med de praktiserende læger om hjælp på hverdage.
- Derfor er jeg glad for brobyggeraftalen med praktiserende læger, der tager opkald til 1813 i tiden umiddelbart efter egen læge lukker på hverdage mellem 16 og 18. Nu vil regionen i dialog med PLO-Hovedstaden se på, om aftalen kan udvides til også at omfatte brobygningsperioder i weekender, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S), der samtidig understreger, at der er brug for at fokusere på kerneopgaven med borgernes akutte behov og mindre på generel vejledning.
Specialister til syge børn
En stor del af opkaldene til Akuttelefonen handler om syge børn, og derfor peger taskforcen på muligheden af et specialistspor til besvarelse af netop de opkald.
- Når vi kan se på tallene, at 23,4 procent af opkaldene i 2021 handlede om børn op til ti år, er det rigtig godt, at der kommer et særligt fokus på at rekruttere og uddanne nogle medarbejdere til at tage opkald specifikt vedr. fx børn. Det kan være med til at løfte det faglige niveau og i højere grad sikre, at det kun er de børn, som har brug for fysisk konsultation nu og her, der sendes til børnemodtagelserne, siger formand for Sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (K).
Han noterer sig, at det er taskforcens vurdering, at der også kan ligge et rekrutteringspotentiale i oprettelse af et børnespor eller andre specialspor.
Anbefaler bredere analyse
Taskforcen anbefaler endelig, at der bliver lavet en bredere analyse af den samlede akuthjælp i regionen.
- Her er det relevant at få set nærmere på bl.a. det samspil, der er mellem Akuttelefonen 1813 og de akutmodtagelser eller behandlingsspor på hospitalerne, som borgerne visiteres til. Målet er, at borgerne og medarbejderne i endnu højere grad oplever en koordineret og sammenhængende akuthjælp, siger 2. næstformand i regionsrådet, Karin Friis Bach (R).
For at indfri ambitionen om kvaliteten af hjælpen på Akuttelefonen anbefaler taskforcen at arbejde på tre fokusområder:
- Et robust 1813 med fokus på kerneopgaven.
- Høj faglig og brugeroplevet kvalitet
- Effektiv drift af 1813
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.