
HOVEDSTADEN: Den udskældte akuttelefon 1813 har stadig problemer med lange ventetider. Ifølge en ny opgørelse fra Region Hovedstaden måtte 17 pct. af dem, der i sidste uge ringede for akut sundhedshjælp, vente mere end én time, skriver Berlingske.
Avisen skriver, at ventetiderne er eksploderet hen over vinteren. Siden november har mellem 15 pct. og 20 pct. af dem, der har ringet 1813, måttet vente en time eller længere. Kun i enkelte uger har andelen været nede på omkring ti pct.
- Det er dybt alvorligt og skaber utryghed, når folk skal vente så længe på at komme igennem, hvis man har smerter, eller et barn har høj feber. Det er en akuttelefon, og derfor skal borgerne selvfølgelig kunne forvente at få hurtig hjælp og svar på, hvor alvorligt det er, og hvad der eventuelt skal gøres. Det hér er helt uholdbart, siger direktør Morten Freil fra Danske Patienter til Berlingske.
Hovedstadens akuttelefon modtager op til 20.000 opkald om ugen. Den politiske målsætning for 1813-ordningen lyder, at over 70 pct. af opkaldene skal besvares inden for tre minutter. De nye opgørelser viser, at der er langt til det mål.
Derfor skal der udarbejdes en handleplan, som nedbringer svartiden, har det lydt fra et flertal af hovedstadens regionsrådspolitikere. En taskforce skal lave en sådan plan klar inden sommerferien.
Det afgørende problem er ifølge de regionale politikere, at der mangler medarbejdere til at tage opkaldene. Før jul manglede der ifølge avisen cirka 40 pct. af de bemandende sygeplejersker, som der er brug for.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.