
HOLSTEBRO / RINGKØBING-SKJERN: Alle borgere i Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommuner opfordres til at tage en coronatest de kommende uger: De opfordres også til at omgås så få personer som muligt, oplyser Sundhedsministeriet i en meddelelse.
Tiltagene er besluttet iværksat efter anbefaling fra sundhedsmyndighederne, oplyser ministeriet. Opfordringerne gælder frem til 3. december.
Begrundelsen er, at der er fundet mange smittetilfælde blandt personer, der arbejder på minkfarme eller pelserier. De mange test skal bryde smittekæderne.
I Region Midtjylland er der samlet fundet 180 smittetilfælde, der har relation til mink. Mere end halvdelen er fundet i Holstebro og Ringkøbing-Skjern, hvor der bor i alt ca. 115.000 mennesker. Den massive testindsats starter i denne uge.
Giver god mening
Der er ifølge Statens Serum Institut muligt, at andelen af smittede med minkvarianter vil stige i de to kommuner de kommende uger. Derfor giver det god mening, at alle borgere i de to kommuner nu opfordres til en test, siger Ringkøbing-Skjerns borgmester Hans Østergaard (V).
Han håber, at massetesten ud over at fange variationer af coronavirus fra mink kan bruges til at få smitten ned generelt.
- Jeg vil da helt klart opfordre alle til at få taget en test. Det her er uanset hvad et redskab, der gør det muligt at få smitten ned på et lavere niveau, siger Hans Østergaard.
Han tillægger det ikke den store betydning, at borgere i kommunen opfordres til at se så få borgere som muligt og glæder sig over, at tiltagene er markant mildere end de restriktioner, der blev indført i Nordjylland.
- Når man tænker det igennem, så er det vel stort set de restriktioner, der allerede er gældende, hvor man opfordres til ikke at være sammen med flere end højst nødvendigt, og at vi skal færdes i små sociale cirkler, siger Hans Østergaard.
I forhold til den generelle coronasmitte er Holstebro på niendepladsen over kommuner med mest smitte. Holstebro har for tiden en incidens på 306 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. I Ringkøbing-Skjern er tallet 101. Gennemsnittet på landsplan er 144.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.