dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

11 syddanske amputationer kunne måske være undgået

Syddanmark og Sjælland udvider undersøgelser til at gå ti år tilbage.

SYDDANMARK: 11 patienter i Region Syddanmark kunne muligvis have haft gavn af en karkirurgisk vurdering inden deres amputation. 

Det viser en gennemgang af alle sager i regionen fra de seneste tre år, hvor patienter har fået amputeret hofte, lår, knæ eller underben uden først at blive vurderet af en karkirurg, oplyser regionen.

På baggrund af gennemgangen har regionen nu valgt at udvide undersøgelsen og gå ti år tilbage til 2013. Derudover vil regionen udvide undersøgelsen, så den omfatter samtlige benamputerede patienter i de ti år. 

Ifølge Sjællandske Nyheder lægger også Region Sjælland op til at udvide sin gennemgang af benamputationssager og gå til år tilbage. Det anbefaler regionens administration efter dialog med Styrelsen for patientsikkerhed, skriver mediet. 

Tidligere har også Region Midtjylland valgt at undersøge benamputationer ti år tilbage.

- Vi vælger at udvide undersøgelsen, fordi vi desværre har fundet flere sager end forventet. Så selvom vi ikke kan slå ned på én enkelt årsag, så betyder det samlede billede, at vi udvider undersøgelsen både i tid og omfang, siger Syddanmarks koncerndirektør Kurt Espersen.

Henvist for sent?

Region Syddanmark har undersøgt i alt 187 patientforløb. I 21 forløb viste det sig, at patienten alligevel var blevet vurderet af en karkirurg før amputationen, så de udgik af undersøgelsen. Derudover blev 52 af amputationerne sorteret fra, fordi de var uundgåelige. Det kan eksempelvis være på grund af skader efter et trafikuheld, eller at benet ikke stod til at redde på grund af kræft.

De resterende 114 patientforløb med amputationer fordeler sig med 63 patienter på Odense Universitetshospital og 51 patienter på Sygehus Lillebælt, Esbjerg Sygehus eller Sygehus Sønderjylland. Samlet set konkluderer de karkirurgiske eksperter bag undersøgelsen, at der er 11 sager, hvor man ikke kan afvise, at patienterne kunne have haft gavn af at være blevet vurderet af en karkirurg.

Der er blandt andet tale om sager, hvor det ikke fremgår af journalerne, om patienterne har fået lavet en karkirurgisk vurdering i forløbet op til amputationen, eller om patienten er blevet henvist til sygehuset for sent fra egen læge eller hjemmeplejen. Det sidste er tilfældet i et af de 11 patientforløb.

I sorteringen af de 187 forløb er der to patienter, som er blevet vurderet af en karkirurg, men hvor der ud fra de tilgængelige oplysninger er tvivl om, hvorvidt de burde være henvist til sygehuset tidligere, og om amputation derved kunne være undgået. De to forløb udgik af den generelle undersøgelse, men regionen har valgt at inkludere dem i det videre forløb sammen med de andre 11.

Hjælp til gennemgang

Kurt Espersen understreger, at regionens eksperter har været meget grundige i deres gennemgang for at sikre, at selv den mindste tvivl om korrektheden i forløbet kommer patienten til gode.

I Region Syddanmark bliver der hvert år gennemført ca. 300 benamputationer. Kurt Espersen påpeger, at de karkirurgiske eksperter i deres journalgennemgang generelt er enige om, at regionen tilbyder en høj kvalitet, når det kommer til selve udredningen og det operative indgreb ved en amputation.

Regionen vil nu række ud til karkirurgiske og eventuelt ortopædkirurgiske speciallæger, også pensionerede, fra nogle af de andre regioner for at klare opgaven med at gennemse de gamle sager.

 

Tilføjelse 11.42 om, at også Region Sjælland ifølge sn.dk udvider sin undersøgelse.

ak

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.