Der er i løbet af de seneste seks år kommet en større variation i, hvor mange benamputationer der bliver foretaget i de forskellige danske regioner. Det viser en rapport, som Regionernes Kliniske Kvalitetsbaser (RKKP) har lavet, oplyser Danske Regioner.
I Region Nordjylland er antallet af benamputationer faldet fra 61 årligt per 100.000 indbyggere i 2016-2018 til 35 per 100.000 indbyggere i 2019-2021.
Der er også sket et fald i Region Hovedstaden.
Stigning i Region Sjælland
I Region Sjælland er antallet til gengæld vokset fra 76 per 100.000 indbyggere årligt i 2016-2018 til 79 i 2019-2021.
RKKP kan også se, at borgere i Region Hovedstaden får tilbudt forebyggende karkirurgiske indgreb dobbelt så hyppigt, som borgerne i Region Sjælland gør.
RKKP vurderer i et resume af rapporten, at de variationer, som er opstået, ikke kan tilskrives ændringer i befolkningen. De må i stedet skyldes en ændring i den kliniske praksis i regionerne, vurderer RKKP.
Karin Friis Bach (R), som er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, fremhæver, at området er blevet undersøgt.
- Der er nogle steder, hvor man har formået at reducere antallet af benamputationer ret meget. Det er vigtigt at få frem, for det tyder på, at der er nogle afdelinger, som har haft fat i noget rigtigt, siger hun til Ritzau.
Tager ikke stilling til rigtighed
Rapporten kommer, efter at det i foråret kom frem, at der var foretaget amputationer i Region Midtjylland, som kunne være undgået.
Men RKKP har ikke beskæftiget sig med, hvorvidt nogle amputationer kunne være undgået. Det ville have været en lang og meget mere kompleks undersøgelse ifølge Karin Friis Bach.
- I første omgang har det været vigtigt at få frem, hvordan det i det hele taget ser ud med antallet af amputationer. Er det gået op eller ned? siger hun.
- Og når vi kan se, at der er nogle regioner, som har formået at reducere antallet af amputationer, er det da rigtig spændende at gå ind og kigge på med det samme, tilføjer Karin Friis Bach.
RKKP har kun undersøgt amputationer af hofte, lår, knæ og underben på personer, som er over 50 år.
Praksis undersøges
Danske Regioner vil undersøge praksis i de regioner - Nordjylland og Hovedstaden - der har formået at reducere antallet af amputationer.
Den viden skal senere deles med de øvrige regioner, så også de kan opnå samme resultater, fortæller Karin Friis Bach.
I Region Sjælland har forretningsudvalget tirsdag på basis af undersøgelsen vedtaget en handleplan, hvis mål er at nedbringe antallet af amputationer, oplyser regionen.
- Vi vil både kigge grundigt ind i, hvordan vi kan lære af de to regioner, og samtidig med vores handleplan sætte massiv fokus på endnu hurtigere faglig udvikling, forebyggelse og at få patienter i risikogrupper tidligere ind i tidligere behandlingsforløb, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).
Ritzau / ak
Rettelse kl. 13.10: Borgere i Hovedstaden får tilbudt forebyggende karkirurgiske indgreb dobbelt så hyppigt som borgere i Region Sjælland, ikke 50 procent oftere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.