

NORDJYLLAND: Bestyrelsen i PreMed A/S har besluttet ikke at byde på ambulancedriften i Thy-Mors og Himmerland fra 1. april 2027.
Firmaet har stået for driften siden 1. april 2022 i en kontrakt, som udløber 31. marts 2027.
Samtidig opfordrer firmaet Region Nordjylland til at genoverveje udbuddets betingelser "for at sikre høj kvalitet i driften, et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne og mere ambulancetjeneste for pengene", oplyser PreMed.
Årsagen til beslutningen er, at de nye udbudsbetingelser bl.a. indeholder skærpede krav til både mobiliseringstid og nedetid. Krav, som er urealistiske, mener PreMed, og som med stor sikkerhed vil føre til en markant fordyrelse af kontrakten samt en væsentlig belastning af medarbejdernes arbejdsmiljø.
- Vi kan ikke byde på en kontrakt, hvor vi på forhånd ved, at kravene ikke kan opfyldes. Regionen indfører bodsniveauer, der ikke afspejler virkeligheden i den præhospitale drift. Udbuddets betingelser vil uundgåeligt presse både medarbejderne og prisen i en grad, der ikke er forsvarlig, siger PreMeds adm. direktør Anders Vikke.
Skærpet tidsbod
Et af de mest markante krav er den skærpede mobiliseringstidsbod, hvor ambulancemedarbejdere risikerer at udløse bod, hvis de ikke er køreklar inden for få minutter – uanset om de vækkes midt om natten.
- Det er ikke rimeligt at forvente, at medarbejderne kan være fuldt klar til udrykning få minutter efter vækning. Det vil skabe unødig stress, og det forringer både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, siger Anders Vikke.
I kontrakten lægger regionen desuden op til at oprette fire ekstra beredskaber, hvilket kræver omkring 25 medarbejdere mere. Det gør kontrakten endnu mere risikabel, mener PreMed, som allerede i dag oplever store udfordringer med at rekruttere tilstrækkeligt personale.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.