
NORDJYLLAND: Med virkning fra 31. marts 2027 opsiger PreMed sin ambulancekontrakt med Region Nordjylland.
Det oplyser firmaet i en pressemeddelelse. PreMed har siden 1. april 2022 varetaget dele af ambulancekørslen i regionen.
Beslutningen skyldes ændrede vilkår, der - ifølge PreMed - ikke længere afspejler den reelle driftsvirkelighed. Det omhandler bl.a. personalemangel indenfor ambulancetjenesten, stigning i lønniveauet for ambulancepersonalet samt i priserne på brændstof, medicinsk udstyr og andre driftsomkostninger. Samtidig er grundbetalingen fra regionen blevet reduceret.
Åben for dialog om ny aftale
Denne udvikling har gjort det umuligt for PreMed at drive ambulancetjenesten på en bæredygtig måde under de nuværende vilkår, lyder det.
- Det er med stor beklagelse, at vi har måttet informere regionen om denne beslutning. Jeg er utrolig stolt af den ambulancetjeneste, vi har opbygget de seneste tre år. Men vi må samtidig erkende, at vi under de nuværende vilkår ikke kan sikre en forretning, der er langtidsholdbar og levedygtig, siger Anders Vikke, administrerende direktør hos PreMed.
Han forklarer i samme ombæring, hvordan han håber, at firmaets hidtidige og fortsatte bidrag til den nordjyske ambulancedrift vil danne grundlag for en ny aftale efter 1. april 2027.
- Vi er åbne for en dialog med regionen om et mere bæredygtigt samarbejde på den lange bane og vil naturligvis deltage i et eventuelt kommende udbud, hvis det bliver aktuelt, siger han.
PreMed
- PreMed varetager ambulancetjeneste og liggende patienttransport i dele af Region Nordjylland. Firmaet driver også hjælpemiddeldepoter i dele af Region Syddanmark.
- PreMed beskæftiger i alt ca. 200 ansatte fordelt på 15 adresser i Region Nordjylland og Syddanmark.
- Ambulancetjenesten er som den eneste i landet ISO-certificeret med hensyn til kvalitet, miljø og arbejdsmiljø.
Kilde: PreMed
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.