dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Whistleblowerordning i Midtjylland justeres efter kræftskandale

Fremover skal en lægefaglig person være med til at vurdere indberetninger, og det slås fast, hvem der skal inddrages.

MIDTJYLLAND: Kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital har afsløret problemer i regionens whistleblowerordning, hvor to henvendelser fra læger på kræftafdelingen endte med at ligge i fire måneder, før koncernledelsen forholdt sig til dem. Og det skete først efter, at DR havde bragt de første historier om kræftpatienter, der ikke fik den behandling, de havde krav på.

Derfor har regionsrådet nu vedtaget en række ændringer til, hvordan henvendelser fra whistleblowere skal behandles.

Et vigtigt element er, at der kommer en person med lægefaglig baggrund med i den komité, som vurderer henvendelser fra whistleblowerordningen. Vedkommende skal bl.a. sikre, at der laves en indledende screening af, om der ifølge indberetningerne er risiko for patientsikkerhed. I så fald vil sagen blive hastebehandlet. Hidtil har komiteen kun bestået af vicedirektøren i regionssekretariatet, økonomidirektøren samt vicedirektøren fra Koncern HR.

Desuden skal der udformes retningslinjer for sagsgangen, blandt andet om kommuikation til direktion og regionsråd, orientering af berørte medarbejdere og kontakt til indberetter.

Ni indberetninger det første år

Regionens whistleblowerordningen har fungeret, siden den fra nytår 2021-2022 blev lovpligtig. Indberetninger sker via advokatfirmaet Bech-Bruun, som først vurderer, om de falder indenfor ordningen, og derpå sendes de videre til regionens vurderingskomité til en realitetsbehandling. 

I 2022 har regionen i alt modtaget ni indberetninger, der er blevet realitetsbehandlet. Udover de to i kræftsagen har der bl.a. været tale om mistanke om, at en medarbejder fortav helbredsmæssige forhold, privat brug af et af regionens køretøjer, brud på tavshedspligten på sociale medier, en samarbejdspartners misligholdelse af en kontrakt, vagtplanlægning, misvisende regnskab, dårligt arbejdsmiljø, ventetid, dårlig forvaltningsskik, mistanke om særbehandling og krænkende adfærd.

Regionen forventer, at antallet af indberetninger vil stige. Ordningen skal løbende evalueres.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.