For de fleste børn føles det som en ganske almindelig forkølelse. Men hos nogle kan RS-virus påvirke luftvejene i en grad, så de får svært ved at trække vejret. Og så kan en tur på hospitalet være eneste udvej.
Smitten med RS-virus blandt børn er dette efterår ekstraordinært høj, og det ser ikke umiddelbart ud til, at smitten har toppet.
Data fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at der var flere smittede i uge 45, end der har været på samme tidspunkt de foregående otte år.
Sidste år toppede smitten med RS-virus, der typisk er en vintervirus, dog allerede i sensommeren og var på daværende tidspunkt højere, end smitten foreløbig har været denne sæson.
Politiken har talt om smittebølgen med formanden for landets børnelæger, Anne Louise Bischoff, som til daglig er overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Nordsjællands Hospital. Hun melder om stor travlhed både på sin egen afdeling og på de øvrige børneafdelinger på tværs af landet på grund af RS-virus.
- Jeg er på vagt lige nu, og vores venteværelse er helt fyldt med børn. Alle børn, der ikke er alvorligt, akut syge, må desværre vente meget længere, end vi kunne ønske os. Og sådan er det på alle børneafdelingerne i hele landet. Der er og har virkelig, virkelig været travlt de seneste uger, siger Anne Louise Bischoff til Politiken.
Hele sæsonen, som regnes fra slutningen af maj og et år frem, havde der torsdag foreløbig været 6537 bekræftede tilfælde af forkølelsesvirussen, fremgår det af Statens Serum Instituts hjemmeside.
2.574 har været indlagt med sygdommen denne sæson. Hele sidste sæson blev 11.318 konstateret smittet, hvilket var usædvanligt mange. Tidligere år har der været mellem 2.000 og 4.500 smittede med RS-virus i løbet af en hel sæson.
Restriktioner hjalp
I sæsonen 2020/2021, da Danmark og resten af verden var ramt af coronapandemien og underlagt forskellige restriktioner og nedlukninger, blev der imidlertid kun fundet ti smittetilfælde.
Ramona Trebbien er sektionsleder hos Statens Serum Institut. Hun forklarer, at sidste års bølge hang sammen med, at de små børn på det tidspunkt ikke havde mødt det pågældende RS-virus tidligere. Det skyldtes coronarestriktionerne. Og da de blev ophævet op til sommeren, blev børnene, som ikke havde udviklet immunitet, udsat for virus.
- Vi er nok ude i det samme dette efterår, siger Ramona Trebbien til Ritzau med henvisning til manglende modstandsdygtighed mod det virus, der florerer nu.
Sidste år var det primært RS-virus type A, der var i omløb. I år er det en anden, nemlig type B, som rammer børnene. RS-virus er som udgangspunkt ikke en farlig sygdom i Danmark. Men for de helt små, de for tidligt fødte og børn med astma kan det blive nødvendigt at komme på hospitalet.
På sygehuset får de blæst deres luftveje igennem, og nogle børn må også i respirator for at få hjælp til at trække vejret. I sin seneste opdatering om RS-virus, som blev udsendt torsdag, skriver Statens Serum Institut, at stadigt flere registreres smittet.
- Niveauet ligger nu betydeligt højere end i tidligere sæsoner – bortset fra sidste år, skriver instituttet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.