dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Unge på vej til bedre retsstilling i psykiatrien

Det lovforslag, som sundhedsminister Nick Hækkerup (S) i dag fremsætter, skal sikre unge mellem 15 og 17 år bedre klage- og rådgivningsmuligheder
5. FEB 2015 15.20

Hvert år bliver mere end 300 børn tvunget af dem, der passer på dem, til at blive spændt fast eller spise medicin, de ikke vil have. De har ingen, de kan klage til og ingen, som kan hjælpe dem med at forholde sig til den tvang, de er blevet udsat for.

De er patienter i det psykiatriske system.

Men nu bliver det anderledes for unge mellem 15 og 17 år. Fremover skal de unge psykiatriske patienter nemlig have samme rettigheder som voksne, når det kommer til at kunne klage til psykiatriske patientklagenævn, hvis de mod deres vilje er blevet fastspændt, tvangsmedicineret eller udsat for andre former for tvang på en psykiatrisk afdeling. Og det er uanset, om deres forældre har givet samtykke til behandlingen eller ej. Det er en del af et nyt lovforslag fra sundhedsminister Nick Hækkerup (S), som fremsættes i Folketinget i dag.

Derudover får de unge også tilbudt en patientrådgiver, der kan vejlede og hjælpe de unge i deres behandlingsforløb, hvis de bliver udsat for tvang.

Børn vil have mere information
Ifølge en undersøgelsen, som Børnerådet foretog for et år siden, er det hårdeste ved indlæggelser for børn og unge blandt andet tvangsoplevelser.

I undersøgelsen gør børnene opmærksom på, at hvis tvangen er nødvendig, skal den ske på en mere skånsom måde end den gør nu. Her lægger børnene særligt vægt på mere information og støtte før, under og efter tvangshandlingen. De vil forberedes bedre på, hvad de kan risikere at blive tvunget til - fx bæltefiksering og sondeernæring. Og så efterspørger de en uvildig voksen at tale situationen igennem med efterfølgende.

Det får de altså nu - hvis de vel at mærke er ældre end 15 år gamle. Børn under 15 kan fortsat opleve tvangshandlinger, hvis deres forældre accepterer det. For med samtykke er der slet ikke tale om tvang, lyder loven for området i dag.

Omtrent 1.600 børn og unge op til 18 år er indlagt på psykiatriske hospitaler i Danmark. I 2012 blev næsten hver femte i børne- og ungepsykiatrien udsat for en tvangshændelse. Tallet har de seneste ti år ligget omkring de 20 pct.

Ændring i regler for tvangsfiksering
Ud over de forslag, som drejer sig om unge patienter, ligger der også i lovforslaget, at kriterierne for og tilsyn med tvangsfiksering bliver skærpet, så en psykiatrisk patient kun må tvangsfikseres kortvarigt, hvilket betyder ikke længere end nogle få timer.

Samtidig ændres reglerne, så det fremover som udgangspunkt skal være overlægerne på de psykiatriske afdelinger - og ikke som i dag lægerne - der beslutter, om en patient skal tvangsfikseres.

1. behandlingen af lovforslaget finder sted den 26. februar, og det forventes det at træde i kraft 1. juni 2015, hvis det senere på året vedtages i Folketinget.


Regeringen præsenterede i maj 2014 en langsigtet handlingsplan for psykiatrien.

Som led i handlingsplanen fremsætter sundhedsministeren lovforslaget om brug af tvang i psykiatrien, der indeholder i alt syv hovedpunkter, der skal være med til at sikre, at psykiatriske patienter får bedre rettigheder:

  • Mindreårige psykiatriske patienters retsstilling 
  • Formålsbestemmelse med fokus på selvbestemmelse, ligeværd og respekt for den enkelte
  • Fokus på forhåndstilkendegivelser fra patienten ved indlæggelsessamtalen eller snarest muligt herefter
  • Tvangsfiksering
  • Oppegående tvangsfiksering
  • Udvidede muligheder for åbning og kontrol af post, undersøgelse af patienters ejendele og patientstuer samt kropsvisitation
  • Tvungen opfølgning efter udskrivning

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/unge-paa-vej-til-bedre-retsstilling-i-psykiatrien

GDPR