HOVEDSTADEN: Kritikken har i flere år væltet ned over Region Hovedstadens akuttelefonen 1813.
Særligt da DR sidste år kunne afsløre, hvordan der blev begået fejl hos personalet hos 1813, da to drenge ringede ind med symptomer på den livsfarlige sygdom smitsom meningitis, som de senere døde af.
Men ifølge en ny ekstern konsulentrapport, som Region Hovedstaden har bestilt efter meningitis-sagerne, er der ingen grund til at være bekymret, når man ringer til 1813, skriver DR København.
De såkaldte rådgivende læger, som rapporten har undersøgt, har i langt de fleste tilfælde den rette uddannelse, erfaring og kompetence. De rådgivende læger vurderes som værende 'et læge- og sundhedsfagligt kvalitetsløft til akuttelefonen 1813, som i øvrigt er velfungerende'.
Det glæder Sophie Hæstorp Andersen (S), formand i Region Hovedstaden:
- Det er betryggende, at vi nu har vished om, at den rådgivende lægefunktion helt grundlæggende fungerer, men vi skal ikke hvile på laurbærrene, siger hun.
Gør som de andre
Men akuttelefonen får stadig kritik - bl.a. fra Christoffer Buster Rheinhardt (K), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden:
- Det er ikke godt nok, en stor del af vagterne fortsat bliver varetaget af børnelæger, kirurger eller sågar læger, som stadig er under uddannelse. Kun 63 pct. af vagterne bliver varetaget af en speciallæge med i almen medicin. Det tal burde være 100 pct.
- En læge er ikke bare en læge, lige som en håndværker ikke bare er en håndværker. Jeg mener, vi skal sætte det rigtige speciale til at løse den rigtige opgave. Og det er altså speciallæger i almen medicin, der er de rigtige til at diagnosticere over telefonen, siger han til DR København.
Hos Overlægeforeningen har man fra starten været kritisk over for akuttelefonen. Lisbeth Lintz, der er formand i foreningen, er glad for, at der tilsyneladende er kommet bedre styr på bemandingen hos 1813.
Men hun minder om, at det i de andre regioners vagtlægeordninger næsten altid er en speciallæge i almen medicin, der tager telefonerne:
- Det burde være 100 pct. af vagterne, der blev dækket af læger med speciale i almen medicin, for det er det, man ser i de andre regioner, siger hun til DR København.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.