HOVEDSTADEN: Ledelsen for Region Hovedstadens akuttelefon 1813 søgte op til jul vikarer 'under radaren', viser en mailkorrespondance, som DR København er kommet i besiddelse af. Den diskrete rekruttering blev bestilt hos vikarbureauet vikarlæger.dk af vicedirektør Trine Mottlau fra regionens præhospitale enhed, få timer efter at hun i et interview med DR København havde afvist, at der skulle være problemer med at bemande de nødvendige vagter.
'Vi har fuldstændig lagt en vagtplan, og den er på plads i forhold til de her 4.000 opkald, som vi forventer at få på de her dage, og som vi har haft de forgangne år. Det har vi fuldstændig på plads, og det har vi haft i et godt stykke tid', sagde hun blandt andet i interviewet til DR København. Interviewet kom i stand efter at et opslag om vikarer til jule- og nytårsdagene havde cirkuleret på sociale medier.
Efter interviewet frabad Trine Mottlau sig overfor vikarbureauet annoncering på sociale medier, og det blev aftalt, at vikarbureauet kun skulle kontakte 'betroede medarbejdere', 'der var til at stole på', hedder det i mailkorrepondancen, der også nævner, at rekrutteringen skulle foregå 'under radaren'.
I en opgørelse til DR fra regionen over, hvor mange medarbejdere der var på arbejde hos 1813 i juledagene, og hvor mange der burde være, fremgår det, at 1813 i perioder henover jule- og nytårsdagene manglede op mod 25 pct. af det personale, der var normeret på de pågældende tidspunkter. Hos regionens akutberedskab afviser direktør Freddy Lippert dog, at 1813 var underbemandet.
- Vi har en ideel bemanding, som vi sigter efter, og den ideelle er ikke det samme som en god bemanding, så det, vi har gjort, er, at vi har kigget på, hvad var bemandingen sidste år, og i år havde vi faktisk en bemanding, der var bedre end sidste år, siger Freddy Lippert til DR København.
Akuttelefonens svartider for jule- og nytårsdagene 2017 viser, at I var 50 procentpoint fra at opfylde målsætningen om, at 90 pct. af opkaldene skal besvares inden for tre minutter. Hvad er forklaringen på det?
- Man kan også sige det på en anden måde. At vi har et meget, meget ambitiøst mål i Region Hovedstaden for at besvare opkaldene - faktisk mere ambitiøst end de andre regioner, og det væsentligste er sådan set, at hele sidste år var der 480.000 borgere, der kom igennem på mellem nul og tre minutter. Det synes vi faktisk er meget godt. Det er klart, vi har ikke nået 90 pct, men 480.000 kommer igennem på under 3 minutter, siger Freddy Lippert til DR København.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.