
HOVEDSTADEN: Efter både en offentlig afstemning og bedømmelser fra en fagjury har Psykiatrisk Center Sct. Hans – også kendt som ’Udsigten’ vundet prisen som Årets Sundhedsbyggeri 2022. Byggeriet, der ligger ved Roskilde Fjord vandt foran fire andre nominerede byggerier, lyder det i en pressemeddelelse fra Nohrcon, der også hvert år kårer årets skolebyggeri.
Juryen fremhæver projektets store indlevelse i de særlige patienters behov og den tætte kontakt til naturen, som en del af årsagen til kåringen.
"I retspsykiatrien er der helt specielle og høje sikkerhedskrav – alligevel er det lykkedes at skabe et byggeri, der hverken giver associationer til hospital eller fængsel. Den helende og funktionelle arkitektur sikrer dels, at de ansatte har en tryg arbejdsdag, og dels at patienterne trives i de unikke rammer", lyder det bl.a. i motivationen fra Nohrcon til at pege på Psykiatrisk Center Sct. Hans til prisen.
Også brugerne har taget godt imod det nye hospital. Det er således patienter og personale, der pga. dens placering med udsigt til mark og skov ved Roskilde Fjord, har døbt bygningen 'Udsigten'.
Udover det vindende projekt var også DNV-Gødstrup, Herning, Herlev Hospital: Kvinde-Barn-Center og Akutmodtagelse, Hornbækhave Plejecenter, Hornbæk, og Steno Diabetes Center Copenhagen, Herlev, nomineret til prisen. Kåringen bringer glæde i Region Hovedstaden.
- Det er en god dag, når hele tre af vores hospitalsbyggerier i Region Hovedstaden er nomineret til Årets Sundhedsbyggeri. Det viser, at vi er på rette vej i forhold til at skabe de gode fysiske rammer for patienterne og deres pårørende, vi ønsker, og for de medarbejdere, der arbejder der. At det er ’Udsigten’ på Psykiatrisk Center Sct. Hans, der vinder, bekræfter os i, at det er lykkedes at skabe nogle moderne rammer for patienterne i retspsykiatrien, siger Lars Gaardhøj (S), der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden.
Stort team bag byggeriet
Byggeriet på 20.600 kvm ved Roskilde Fjord kostede 700 mio. kr. at opføre. Totalrådgiver var KHR Architecture i deres team havde de bl.a. Rubow arkitekter, Opland Landskab, OJ Rådgivende Ingeniører og Spangenberg & Madsen mens Moe rådgivende ingeniører stod for byggeledelse af projektet, som blev opført via en række fagentrepriser.
- Byggeriet demonstrerer at høje behandlings- og sikringskrav sagtens kan forenes med imødekommende rammer for patienter og ansatte, og det kan en pris som denne være med til at synliggøre. På Sct. Hans er naturen inddraget i arkitekturen, uanset om man opholder sig ude eller inde, siger Mikkel Beedholm, der er partner og kreativ direktør i KHR Architecture.
Det er femte gang Nohrcon uddeler prisen Årets Sundhedsbyggeri. Sidste år gik prisen til børne- og ungehospicet Strandbakkehuset i Rønde.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.