
En særlig trivselsindsats med overskriften "Basal – sammen om trivsel" har vist sig at styrke den mentale sundhed blandt elever i udskolingen, viser foreløbige resultater fra 49 skoler, hvor indsatsen er afprøvet. Det oplyser Komiteen for Sundhedsoplysning.
Nu skal Basal udbredes til over 200 skoler og mere end 16.000 udskolingselever.
Indsatsen er udviklet som et klasseforløb med en kombination af øvelser og redskaber, der skal understøtte elevernes tro på egne evner og hjælpe dem til at forstå sig selv og andre.
Undervisning og øvelser hjælper eleverne med at håndtere de særlige udfordringer, som kendetegner målgruppen – fx i forhold til venskaber, præstation, perfekthedskultur, usikkerhed og bekymringer – både i og uden for skoletiden. Indsatsen har både fokus på den enkeltes trivsel og at styrke det positive fællesskab i klassen.
Et fælles sprog
- Vi kan godt have et hårdt sprog i 7. klasse. I Basal har vi fx øvet at kommunikere på en god måde med jeg-sprog frem for du-sprog. Det er blevet nemmere at snakke med alle, og der er ikke så meget larm, siger en elev i 7. klasse om forløbet.
Metoden giver elever og lærere et fælles sprog, er erfaringen på Langebjergskolen i Humlebæk.
- Eleverne får konkrete trivselsredskaber, som de har brug for nu og her, og som de med sikkerhed vil få brug for videre ind i voksenlivet. Det har været særdeles positivt at høre, hvordan klasserne arbejder med fx problemløsning, kommunikation og andre redskaber, der støtter dem i at gøre noget af dét, som de gerne vil, men ikke rigtig kan få taget hul på, siger viceskoleleder Malte von Sehested.
"Basal – sammen om trivsel" er udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med Ole Kirk’s Fond i perioden 2021 til 2024. Den videre udbredelse i perioden 2024-2029 sker med støtte fra Ole Kirk’s Fond, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.