dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
1,2 millioner er allerede blevet revaccineret, men tempoet sættes op og flere inviteres frem mod nytår.
Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Tredje stik fremrykkes for alle over 40 år

Større behov for immunitet i vintersæsonen får Sundhedsstyrelsen til at fremrykke revaccination af alle over 40 år. 1,5 millioner ekstra indkaldes før nytår.
12. DEC 2021 19.08

Det tredje vaccinestik bliver nu fremrykket endnu en gang. Fra mandag kan alle personer fra 40 år og opefter få det tredje stik mod covid-19 fire en halv måned efter det andet stik. Det oplyser direktør for Sundhedsstyrelsen (SST), Søren Brostrøm, søndag.

Hidtil er det tredje stik, som skal booste effekten af coronavaccinen, blevet givet fem en halv måned efter det andet stik. Helt præcist betyder fire en halv måned 140 kalenderdage eller 20 fulde uger fra det andet stik.

Søren Brostrøm begrunder fremrykningen med stigende smitte og den nye variant, omikron, som spreder sig "meget, meget hurtigt". Derudover siger han, at vi desværre må forvente, at den inden for få uger kan blive dominerende i Danmark og overtage fra Delta-varianten.

- Vi ved endnu ikke nok om den nye omikron-variant heller ikke i forhold til, hvor syg man bliver af den, men det, vi kan se, det er, at den spreder sig hurtigt, siger han.

Behov for immunitet i vintersæsonen

Ifølge "eksperimentelle data" er der noget, der tyder på, at den immunitet, vaccinerede får, efter det andet stik ikke er "helt tilstrækkelig," når det kommer til at forebygge mod varianten, fortæller Brostrøm.

Imens er der til gengæld tegn på, at det tredje skulle give god beskyttelse mod alvorlig sygdom - også ved omikron.

- Vi fremrykker det nu, fordi vi simpelthen har behov for mere immunitet i meget store dele af befolkningen i denne her vintersæson, siger direktøren.

Aldersgruppen stod først til at blive vaccineret i januar og februar. Det primære mål med, at det fremrykkes nu, er, at give beskyttelse mod alvorlig sygdom, fortæller Brostrøm.

1,2 milloner er revaccineret

Årsagen til at fremrykningen gælder for 40 år og opefter, er, at det er her risikoen for alvorlige forløb med covid-19 stiger med alderen. Særligt fra 40-50-års alderen.

1,2 millioner af de "allerældste" er vaccinerede. Godt 300.000 har booket tid og 500.000 er inviteret.

- I runde tal putter vi yderligere halvanden million invitationer ind nu her før nytår, siger han.

Direktøren appellerer også til tålmodighed. Der kan nemlig være lange ventetider og køer på vacciner.dk. Hvis der er meget lang kø, kan man forsøge igen lidt senere på dagen. Man skal også forvente lange køer hos drop-in-stederne uden tidsbestilling ifølge Brostrøm.

For de 18-39-årige gælder det fortsat, at der går 165 kalender dage - fem måneder og to uger - efter det andet stik, fortæller Søren Brostrøm.

Ordførerne indkaldt til møde

Sundhedsordførerne fra Folketingets partier er indkaldt til møde om coronasituationen mandag klokken 13.45, erfarer Ritzau søndag.

Den nærmere dagsorden til mødet kendes ikke. Men der er umiddelbart lagt op til, at ordførerne får en status på situationen fra myndighederne.

Mødet foregår ifølge Ritzaus oplysninger virtuelt og er sat til at vare til 15.15. Der er ikke umiddelbart oplysninger, som peger i retning af, at der skulle være nye restriktioner på vej.

Den seneste tid har coronasituationen været præget af høje smittetal i Danmark.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/tredje-stik-fremrykkes-for-alle-over-40-aar

GDPR