
TØNDER: Inden for det seneste år har Tønder Kommune reduceret ventiden til genoptræning efter endt sygehusophold, selvom der i samme periode er henvist flere borgere til genoptræning, oplyser kommunen. Derfor lever kommunen også nu op til ny lovgivning, der trådte i kraft den 1. juli og som pålægger den kommunale genoptræning at kunne tilbyde borgere opstart inden for syv dage.
Da loven blev vedtaget tidligere i år, var der ellers uoverensstemmelse mellem KL's formand Jacob Bundsgaard (S) og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) om, hvorvidt kommunerne kunne nå at leve op til kravet om den kortere ventetid.
- Inden for en tidsfrist på en måned skal vi have et kæmpe administrativt system sat op for at kunne håndtere det her i kommunerne, og det kan ikke lade sig gøre, sagde Jacob Bundsgaard på daværende tidspunkt til DR Nyheder.
Men det er altså nu lykkedes Tønder Kommune, der har reduceret i gennemsnit 21 dages ventetid til under syv. Det viser en beregning foretaget af Sundhedsdatastyrelsen over ventetiden i 2017. Udviklingen skal blandt andet ses i sammenhæng med, at kommunens trænings-afdeling har fået flere opgaver. Den kommunale genoptræning sker i kommunen i den såkaldte træningsafdeling, der ligger på Tønder Sygehus og i tre sundhedshuse.
- Træningsafdelingens medarbejdere og ledelse har været i gang med en større proces, der har resulteret i ændrede arbejdsgange og den måde, genoptræningen bliver tilrettelagt. Med den nye lovgivning er træningsafdelingen blevet begunstiget økonomisk med udvidelse af budgettet svarende til en ekstra terapeut, siger formand for sundhedsudvalget Irene Holk Lund (V).
Det har blandt andet betydet, at flere borgere modtager genoptræning på hold eller i form af samtræning, hvor mindst to borgere træner samtidig som supplement til den individuelle genoptræning. Og det har hjulpet ifølge fagchef for Sundhed og Arbejdsmarked Anne-Mette Dalgaard, selvom træningscentret i første halvår af 2018 har haft en stigning i antallet af genoptræningsplaner efter sygehusopkold på 16,6 pct. sammenlignet med samme periode i 2017.
eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.