Teknologi og økonomi ligger bag flere ambulante behandlinger

Flere ambulante behandlinger og færre indlæggelser på de offentlige sygehuse. Sådan har sygehusbenyttelsen tegnet sig de seneste ti år ifølge Statistiks Tiårsopgørelse 2018. Ambulante behandlinger er således steget med lige over en tredjedel (36 pct.) fra 2006-2016, mens indlæggelserne er faldet med knap 6 pct., og det betyder, at sengedagene er nedbragt med 210 dage pr. 1.000 indbyggere fra 866 dage i 2006 til 656 i 2016.

Det er overordnet set en positiv udvikling ifølge professor Jakob Kjellberg, der er programleder for Sundhed i VIVE. Set fra et patientperspektiv er der fx ingen grund til at blive behandlet på sygehuse, hvis patienten kan blive behandlet i almen praksis, når det kan lade sig gøre og er forsvarligt:

- Det er meget bedre at blive behandlet ambulant end under stationær indlæggelse. Hver gang man har været ude at evaluere på det, har det vist sig, at sådan er det, siger han til dknyt.

Samtidig forklarer han, at der er udviklet bedre teknologi til fx smertedækning, dvs. anæstesiteknikker, som har betydet, at man har kunnet lægge en række funktioner i det ambulante regi uden stationær indlæggelse.

Teknologisk set er der forbedret en række af de behandlinger, der normalt skulle foregå under stationære indlæggelser og tage længere tid, således at man i dag hurtigere kan varetage dem ved ambulant behandling. Sammenholdt med et pres på ressourcer er det derfor ifølge Jakob Kjellberg 'ren win-win' at have omlagt til ambulant behandling:

- Den grundlæggende udvikling fra stationær til ambulant er god, og der er rigtig meget helt bevidst fornuft i det. Så er der formodentlig også et ekstra drej omkring den ambulante aktivitet, som har været understøttet af økonomiske incitamenter, forklarer han.

Økonomiske incitamenter i sygehusvæsenet
Noget af forklaringen på udviklingen skal således også hentes i, at der er en række andre faktorer omkring ambulante behandlinger, der er 'lidt mere bekymrende':

- Siden 2001 og indtil sidste år har man i højere grad afregnet sygehusene på baggrund af aktivitet. Og der er heller ingen tvivl om, at nogle af de ambulante besøg simpelthen blev forkert takstsat. Så det gav et incitament til at afvikle mange flere ambulante besøg, siger Jakob Kjellberg.

Derfor kan noget af væksten i den ambulante aktivitet også kodes sammen med sundhedsvæsenets økonomiske styring, som ifølge ham har været den letteste vej til at indfri produktivitetskrav. Sygehusene har taget meget aktivitet ind, og i samme periode er der investeret tilsvarende for lidt i almen praksis, fordi der siden omkring årtusindskiftet er ansat flere læger på sygehusene, men ikke i almen praksis, forklarer han. Ifølge Danmarks Statistiks Tiårsopgørelse 2018 var sygehuslægernes hænder i 2017 øget med 3.505 par fra 13.109 i 2007 til 16.614.

Derfor er den aktivitetsvækst, der naturligt ville ligge omkring almen praksis, hvis den havde fået opbygget kapaciteten, gledet over i sygehusvæsenet og har således øget kapaciteten hos sygehusene fremfor i almen praksis.

Udviklingen i ambulante behandlinger og indlæggelser fordeler sig til gengæld forskelligt over regionerne, og Region Syddanmark står fx for 22 pct. flere ambulante behandlinger end landsgennemsnittet. Jakob Kjellberg oplyser, at det er noget, Region Syddanmark har arbejdet systematisk med, og at det derfor er et aktivt politisk valg.

Læs mere om den regionale fordeling her.