
Ifølge flere patient- og medlemsorganisationer er det et udbredt problem, at offentlige sygehuse overskrider udredningsfristen, men ikke oplyser patienter om deres ret til at gøre brug af andre muligheder for at blive udredt. Det skriver Politiken.
Ifølge Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter, sker det "alt for ofte", og "man risikerer som patient at vente i månedsvis længere, end man havde behøvet", siger han til avisen.
Danske Patienter repræsenterer 106 patient- og pårørendeforeninger.
Politiken har talt med indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), som fortæller, at hun vil følge op på problemet over for regionerne, der står for at forvalte landets sygehuse.
- Patienterne skal informeres om deres rettigheder, og informationen skal være klar og tydelig, så den ikke er til at misforstå. Det skal være muligt for patienter, som har spørgsmål og behov for rådgivning, at følge op, siger hun.
Breve uden korrekt information
Politiken har set henvisningsbreve fra Region Syddanmark og Region Hovedstaden, hvor patienterne ikke bliver oplyst om deres rettigheder. Det er ulovligt.
Hvis du bliver henvist til en undersøgelse på et offentligt hospital, og du ikke kan blive udredt inden 30 dage, skal hospitalet oplyse, at du kan søge behandling andetsteds. Det kan være et andet privat eller offentligt sygehus, som regionen har en aftale med.
Det er langtfra første gang, at det kommer frem, at der er problemer med overholdelse af patientrettighederne.
I juli skrev Sundhedsmonitor, at blot 13 procent af patienterne i børne- og ungepsykiatrien i Region Hovedstaden blev udredt inden for 30 dage i marts, april og maj. Regionen har ellers et mål om, at 70 procent af patienterne udredes til tiden.
I april fik regionerne samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet skarp kritik af Statsrevisorerne for ikke at overholde patientrettigheder for kræftpatienter.
I starten af 2023 viste en rapport af Kammeradvokaten, at der var blevet begået ledelsesmæssige fejl i sagen om 313 patienter, der havde måttet vente for længe på udredning og behandling for mave- og tarmkræft.
I 2022 lød det fra Folketingets Ombudsmand, at der er for lang behandlingstid i klagesager om aktindsigt i patientjournaler.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.