
I alt 63 ud af landets 98 kommuner har en kostpolitik, som er formuleret eller i hvert fald blåstemplet af kommunalbestyrelsen. Heraf har de 44 kommuner formuleret sig på en måde, som gør, at de kan placeres på en 'mangfoldighedsskala', skriver Kristeligt Dagblad.
Når børnehaver i Lemvig Kommune serverer mad, sker det således ud fra en målsætning om, at 'børn fra fremmede kulturer får tilbudt samme mad som danske børn'. I Middelfart Kommune er målsætningen derimod, at børnehavernes måltider skal tage udgangspunkt i en 'global kulturtradition'.
Resultaterne stammer fra en undersøgelse, som forskerne Jonatan Leer og Sarah Damgaard Warrer fra Aahus Universitet står bag. De har kortlagt alle de kommunalt formulerede kostpolitikker, og blandt andet placeret dem på en skala for, hvor nationale eller kosmopolitiske de er i deres syn på måltidet. Resultaterne er publiceret i Tidsskrift for Nordisk Barnehageforskning.
Mere signalværdi end ernæringsværdi
De nationalkonservative kommuner udgør 16 pct., som mener, at dansk madkultur er truet af det fremmede, eller at der kun kan tages begrænset hensyn til andre kulturer. I den modsatte ende mener otte pct., at måltidet skal afspejle og respektere forskellighed, andre 11 pct. ser måltidet som værktøj til gensidig forståelse og andre seks pct. hylder en global madkultur, hvor alle er forskellige.
- Der er en del kommuner, som vedtager kostpolitiske retningslinjer, fordi de ønsker at signalere en bestemt retning over for personale og borgere. Men på tværs af kommunerne findes der ingen entydig retning, ingen fælles forståelse af mangfoldighed, og ofte heller ikke en afklaring af, hvordan de kulturelle hensyn skal vægtes i forhold til de ernæringsmæssige, siger Sarah Damgaard Warrer, som er ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet.
Fx står der i Gladsaxe Kommunes kostpolitik, at børn, som af religiøse grunde ikke spiser svinekød, kan få dækket deres energibehov ved hjælp af 'mere ris, sovs og grønt', hvilket ikke lever op til ernæringsmæssige målsætninger om, at maden skal rumme 20 pct. proteiner.
- Der er en del kommuner, der har formuleringer, som lægger op til, at dansk kultur ikke skal føje mindretalskulturer. Nogle gør det direkte til en pædagogisk opgave at fastholde svinekød i daginstitutionerne, siger Sarah Damgaard Warrer, som blandt andet henviser til Randers Kommune, der i 2016 blev landskendt på at indskærpe, at daginstitutioner skal servere svinekød.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.