Strukturelle forskelle kan være forklaringen på en store variationer i forekomsten af autisme- og ADHD-diagnoser på tværs af Danmark.
Det viser ny, landsdækkende forskning, der for første gang har undersøgt diagnosehyppigheden af autisme- og ADHD-diagnoser hos børn og voksne inden for små geografisk afgrænsede områder.
Mere præcist har forskerne opdelt Danmark i 1.885 små zoner med omtrent 2.500 indbyggere i hver og set på forekomsten af de to diagnoser i zonerne. Tilbage i 2015 lavede forskerne en lignende undersøgelse, hvor de undersøgte forekomsten på kommunalt niveau. Nu går de så at sige mere finkornet til værks.
Og studiet viste da også betydelige forskelle mellem de små datazoner.
Faktisk var forekomsten af autisme- og ADHD-diagnoser hhv. 44 pct. og 38 pct. højere i højincidenszoner end i andre.
Men selvom forskellene er fundet i de små, kan de altså stadig alligevel sige noget om de større linjer.
"De store variationer kan afspejle forskellig behandlingssøgning, henvisningspraksis og diagnostiske procedurer på tværs af Danmark," lyder det i studiet.
F.eks. viser tallene, at borgere i Region Syddanmark bliver henvist til udredning gennem egen læge, mens det i Region Midtjylland sker gennem kommunernes pædagogisk psykologiske rådgivning (PPR).
Regionsbestemt forskelle
Også studiets hovedforfatter mener, at resultaterne peger på et muligt problem, skriver Dagens Medicin.
- Vi havde forventet større variation mellem zonerne inden for kommunerne, men forskellene er mere regionsbestemte. Det tegner et billede af, at forskellene i forekomst har bund i strukturelle forskelle i henvisning og udredning af både voksne og børn med ADHD og autisme på regionsniveau, fortæller seniorforsker Kathrine Bang Madsen fra Institut for Folkesundhed – Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet til fagmediet.
Resultaterne viser, at Region Syddanmark og Fyn er blandt de regioner med en meget lav forekomst af diagnoser med ADHD og autisme. Og "det har derfor sandsynligvis noget at gøre med henvisningspraksis på regionsniveau. Kigger vi som eksempel på regionerne Syddanmark og Midt, som er ret sammenlignelige med hensyn til befolkningsstørrelse og demografi, kan vi se, at antallet af henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark kun var halvt så stort som i Region Midtjylland, samtidig med at andelen af afviste henvisning var ens," forklarer Kathrine Bang Madsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.