Statens Serum Institut (SSI) undskylder over for 263 kvinder. De blev som deltagere i et forskningsprojekt om graviditet ikke oplyst om forskningslederens, tidligere SSI-direktør Mads Melbye, egne økonomiske interesse i projektet.
Det skriver DR, efter at SSI tirsdag aften holdt et stormøde med en række deltagere fra forskningsprojektet.
- For de fejl, der er sket, har jeg givet deltagerne en undskyldning, siger Henrik Ullum, direktør i SSI, til DR.
- Det er ekstremt uheldigt, og det er meget beklageligt. Jeg er super, super ked af, det er sket.
Mads Melbyes manglende informering om egne økonomiske interesser var i strid med komitéloven, fastslog videnskabsetisk komité i slutningen af juli. Det var ligeledes i strid med loven, at han igangsatte projektet, inden det var godkendt.
Medstifter af testfirma
Sagen drejer sig om et forskningsprojekt fra SSI om graviditet. Her indgik analyser af de 263 gravide kvinders blodprøver i opfindelsen af en blodprøvetest fra et firma ved navn Mirvie, som Mads Melbye var medstifter af.
De 263 kvinder, der deltog i forskningsprojektet, fik taget blodprøver på SSI hver uge i hele deres graviditet.
Mads Melbye afhændede i september 2019 sin ejerandel i Mirvie. Det skete, efter at Sundhedsministeriet blev klar over, at han ud over sit direktørjob i SSI også var i gang med privat forskning i USA.
Mads Melbye fratrådte sin stilling som direktør for SSI i juni 2020, efter at han siden december 2019 havde været fritaget for tjeneste på grund af mistanke om fejl og uregelmæssigheder. I november 2020 blev Henrik Ullum ansat som direktør i Statens Serum Institut.
Ifølge DR ejer SSI en femtedel af den blodprøvetest, der blev opfundet på baggrund af de danske kvinders blodprøver.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.