I det nye år vil der ugentligt udkomme mere præcise tal for, hvor mange der er indlagt på landets hospitaler, fordi de er syge af covid-19. Det siger direktør i Statens Serum Institut (SSI), Henrik Ullum, til DR.
Hidtil har indlæggelsestallene været en opgørelse over, hvor mange indlagte patienter på landets hospitaler der er smittede med corona.
Det hidtidige tal har altså også dækket over eksempelvis personer, der er indlagt med et brækket ben, men som tilfældigvis også er smittet med corona. Og det er altså patienter, der ikke længere skal tælle med i de ugentlige opgørelser i det nye år.
- Der vil dagligt komme et tal for, hvor mange der er indlagt i alt, og så kan vi bagudrettet lave skøn over, hvor mange der er indlagt på grund af covid-19, og hvor mange der er indlagt med coronainfektion, siger han.
Indlæggelsestallene har mødt kritik fra flere sider for at være for upræcise, men Henrik Ullum mener ikke, at tallene har været misvisende. Han erkender dog, at det er relevant at se på, hvor mange der indlægges som en konsekvens af at være blevet smittet med covid-19.
- Det er klart, at de patienter, der er syge af corona, tager flest kræfter - især hvis de skal på intensiv eller i respirator, siger han til mediet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.