
En ny undersøgelse blandt 2.120 FOA-medlemmer viser, at 21 pct. af landets social- og sundhedsassistenter dagligt arbejder alene med udadreagerende demente borgere. Af dem oplever 26 pct. dagligt vold fra de demente. Det skriver Avisen.dk.
Sammenligner man tallene med de sosu-assistenter, der sjældent eller aldrig arbejder alene med udadreagerende demente, er det kun to pct., der dagligt oplever vold.
Formand for social- og sundhedssektoren i FOA, Karen Stæhr, ser tallene som en falliterklæring:
- Ingen bør arbejde alene, når de har med udadreagerende borgere at gøre. Volden opstår, når der ikke er personale nok, for så når man ikke at spotte en situation, der kan udløse vold. Man har ikke politisk taget hånd om dem, der bliver udsat for vold, siger hun.
KL: Vi skal lære at forstå de demente
For de ansatte kan det være svært at håndtere en borger, der bliver voldelig, hvis de står helt alene. Derfor er der situationer, hvor det er vigtigt at være to, lyder det fra forsker Tine Rostgaard fra KORA
- Man vil sikkert opleve, at hvis man er alene i situationer, der spidser til, så er det sværere at styre. Men hvis du har en kollega ved din side, kan du i højere grad skride ind og passivisere borgeren i tide, siger Tine Rostgaard.
Hos KL er man enig i, at vold på arbejdspladsen er uacceptabelt og her mener man, at ledelsen og medarbejderne skal blive bedre til at forstå, hvorfor volden opstår, så de kan undgå, at den sker.
- Vi skal gøre alt for at undgå vold. Det er vigtigt, at man arbejder med det her. Både i ledelsen og blandt medarbejderne, så man kan forstå, hvorfor demente reagerer, som de gør, når de bliver voldelige eller truende, siger Michael Ziegler (K), formand i løn- og personaleudvalget i KL.
Regler mod alenearbejde ikke vejen frem
Men i KL tror man ikke, at det handler om at skride ind over for alenearbejde. Det handler i højere grad om at registrere volden og blive klogere på den. Derfor ser man heller ikke regler mod alenearbejde som vejen frem.
- Der kan selvfølgelig være situationer, hvor det bestemt ikke er klogt at være alene. Men vi ser det som en lidt bredere problemstilling, end om man er en eller to. Der kan jo også opstå voldelige episoder, selvom man er to. Derfor tror jeg ikke, at man kan sætte det her på formel, siger Michael Ziegler.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.