Personale på plejehjem, hvor der bor demente, er ofte udsat for vold og trusler fra beboerne, skriver Avisen.dk. En gennemgang af data fra Arbejdstilsynet viser, at tilsynet 34 gange har opdaget problemer med vold på plejehjem og i hjemmeplejen i løbet af 2015 og 2016, og i mange tilfælde opstår de farlige situationer, fordi beboere med demens bliver utrygge og udadreagerende, viser en aktindsigt, som Avisen.dk har fået i tilsynsrapporter fra 16 plejehjem.
Arbejdstilsynet har i 2015 og 2016 været på 700 besøg på plejehjem og i hjemmeplejen. Tilsynet har givet 26 påbud om vold, heraf er 10 strakspåbud.
Situationerne er alvorlige, når der bliver givet påbud. Ved strakspåbud er risikoen for vold så alvorlig, at der skal rettes op på problemerne med det samme.
- Når vi giver påbud om vold, så er det fordi, vi vurderer, at arbejdsmiljøet er sundhedsskadeligt og episoderne kan sætte sig spor, så medarbejderne ikke bare kan gå hjem fra arbejde og glemme den oplevelse, de har været udsat for, siger Mette Thidemann, der er tilsynschef i Arbejdstilsynet, til Avisen.dk.
Trusler
I 13 af de 16 tilsynsrapporter, som Avisen.dk har gennemgået, skyldes påbuddet udadreagerende adfærd fra beboere med demens. Og det er lige fra dødstrusler, knytnæveslag og trykkede ribben til medarbejdere der bliver sparket, kradset og revet i håret.
Som udgangspunkt er mennesker med demens ikke voldelige, forklarer Karen Tannebæk, der er uddannelsesleder hos Nationalt Videnscenter for Demens. Men fremskreden demenssygdom gør, at personen ikke er i stand til at forstå det, der sker omkring dem, eller give udtryk for deres behov, forklarer hun.
- Derfor kan der være omstændigheder, der gør, at de her ting kommer til at ske. Der kan være nogle behov, der ikke er dækket, eller noget i omgivelserne, der ikke er optimalt for dem. Selvom personalet gerne vil gøre det godt, så kan de også nogen gange ramme loftet for, hvad man rent ressourcemæssigt har mulighed for, siger hun.
Toppen af isbjerget
I social- og sundhedsmedarbejdernes fagforening FOA oplever man volden på plejehjemmene som et stigende problem. Og det hænger sammen med, at der kommer flere beboere med demens, mener sektorformand Karen Stæhr.
- Det her er ikke andet end toppen af isbjerget. Og derfor bliver vi også nødt til sammen med arbejdsgiverne at finde en måde at løse det her problem. For det kan ikke være meningen, at man skal gå på arbejde og være bange for at blive udsat for vold, siger hun.
KL kalder enhver form for vold og trusler mod ansatte for fuldstændig uacceptabel.
- Men jeg tror ikke, at man generelt kan pege på, at det er et spørgsmål om ressourcer. Jeg tror, det handler om, at ledelsen og medarbejderne skal have de rette kompetencer, siger formanden for KL's løn- og personaleudvalg, Høje-Taastrup-borgmester Michael Ziegler (K) til Avisen.dk og henviser til, at regeringen i demenshandleplan har afsat penge til kompetenceløft af medarbejdere, der arbejder med beboere med demens.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.