
De seneste uger har der været en stigning i antallet af smittede med coronavirus på danske plejehjem. I sidste uge var der 21 tilfælde fordelt på ti plejehjem, hvoraf de syv ligger i Region Hovedstaden.
I samme periode er tre plejehjemsbeboere døde med virusset, viser en opgørelse fra Statens Serum Institut. Antallet af registrerede smittetilfælde i sidste uge er det højeste siden den første uge i maj.
Trods stigningen er der langt op til niveauet, da epidemien var på sit højeste i foråret. I uge 14 var der 144 smittetilfælde og 34 dødsfald på plejehjem.
Fra Folketingets og sundhedsmyndighedernes side har der været et stort fokus på at skærme beboere på plejehjem fra at blive smittet, fordi de er i risikogruppen for at kunne få et alvorligt forløb og dø med virusset. Samlet er cirka hvert tredje af de 650 dødsfald med coronasmittede i Danmark sket blandt beboere på plejehjem.
Mundbind ved tæt kontakt
Mandag lød en ny anbefaling fra Sundhedsstyrelsen, at ansatte på plejehjem bør have mundbind på, når de har tæt kontakt med beboere - for eksempel i forbindelse med pleje. Samtidig er der under coronaudbruddet indført besøgsrestriktioner på plejehjem for at undgå at få smitte ind, og plejehjem med smittede har indført deciderede besøgsforbud.
På et pressemøde torsdag oplyste Anette Lykke Petri, der er konstitueret direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, at der i øjeblikket er indført besøgsrestriktioner på 16 plejehjem og besøgsforbud på 13 plejehjem. Hun mener, at de ansatte på landets plejehjem er godt rustet til at håndtere smitte.
Der er samlet i underkanten af 1000 plejehjem i Danmark med rundt regnet 40.000 beboere. Der er registreret smitte på 142 plejehjem i landet.
666 plejehjemsbeboere er blevet testet positive under coronaudbruddet. 227 er døde med virusset. Omtrent halvdelen af de 40.000 beboere er blevet testet.
Ritzau/ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.