
For at begrænse den stigende smitte med coronavirus bliver elever i folkeskoler og privatskoler sendt hjem fra og med 15. december til og med 4. januar. De skal dermed begynde i skole igen 5. januar. Det fortæller statsministeren på et pressemøde onsdag aften.
Men der er ikke tale om en nedlukning, som vi oplevede det sidste år, understreger Mette Frederiksen (S).
– Vi ved godt, hvor meget skolegang betyder for børn og unges trivsel. Derfor er der tale om, at der lægges nogle dage til i begge ender af juleferien, men planen er ikke en ny længerevarende nedlukning, siger statsministeren.
Børnene vil derfor efter planen komme tilbage efter juleferien.
- Der er tale om en forsinkelsespakke, der skal købe os tid, siger Mette Frederiksen.
- Jeg hæfter mig ved, at Epidemikommissionen som udgangspunkt ønsker, at børnene skal tilbage i skole fra januar.
Nattelivet lukker
Også erhvervsminister Simon Kollerup (S) er med på pressemødet. Det er han, fordi det også byder på lukning af nattelivet gældende fra på fredag, 10 december. Fra natten til lørdag må der ikke sælges alkohol efter midnat.
Han oplyser, at regeringen vil give økonomisk kompensation til virksomheder, der bliver ramt af de nye corona-restriktioner.
- Der skal selvfølgelig være hjælpepakker til dem, der bliver ramt af restriktionerne. Det er ordninger, som tidligere har været i brug. Men vi vil også have et særligt fokus på de virksomheder, som har deres omsætning i julemåneden. Derfor vil regeringen gå i dialog med Folketingets partier om hjælpepakkerne, siger Simon Kollerup.
Han peger på natklubber, barer, restauranter og leverandører til julefrokoster, som nogle af dem, der skal have hjælp.
Brostrøm: Aflys julefrokosten
Desuden opfordres man igen til hjemmearbejde og at aflyse større sociale arrangementer som julefrokoster.
– Der følger en kraftig opfordring til, at virksomheder aflyser større arrangementer som julefrokost, Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen.
Han aflyser også Sundhedsstyrelsens julefrokost efter pressemødet.
– Jeg vil kraftigt opfordre alle andre, private og offentlige arbejdspladser, til at følge vores anbefalinger.
Anbefalinger gælder ikke mindre og private forsamlinger. Men tænk godt over de gode råd, siger Sundhedsstyrelsens direktør.
Desuden forkortes coronapassets gyldighed til syv måneder.
ibs / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.