
Regeringen har i sit finanslovsudspil foreslået en forhandlingsreserve på 550 millioner kroner, men ikke engang det firedobbelte beløb vil være nok til at adressere problemer på sundhedsområdet, mener støttepartiet SF's finansordfører Lisbeth Bech-Nielsen.
- Vi kommer ikke engang til at kunne gøre nok med et beløb, der er fire gange så stort, som regeringen foreslår, men vi skal i hvert fald derop, lyder det.
Forhandlingsreserven er en pulje med penge, hvor partierne kan komme med deres særlige ønsker til finansloven. Sidste år var der afsat 1,2 milliarder kroner til en forhandlingsreserve, og for tre år siden var beløbet 2,1 milliarder i regeringens udspil. Regeringen har strammet grebet på grund af frygten for, at man er med til at puste yderligere til inflationen.
Psykiatri og sundhed
Det fremgår af udspillet, at regeringspartiet vil bruge forhandlingsreserven på sundhedsområdet, herunder psykiatrien og de ældre. I SF ønsker man også at fokusere på sundhedsområdet.
- I SF synes vi, at vi er nødt til at se på den velfærdskrise, vi står i med rekrutterings- og fastholdelsesproblemer. Det gælder for sygeplejersker, pædagoger og sosu'er. Det kan vi ikke ignorere, siger Lisbeth Bech-Nielsen.
Finansordføreren er dog opmærksom på, at man skal være påpasselig med en finanslov, der er for ekspansiv. Derfor foreslår partiet, at man skal øge reserven ved at finde pengene et andet sted.
- For at finansiere det skal man trække noget luft ud at økonomien, så man ikke skubber inflationen til et endnu højere niveau. Vi kan se, at de rigeste er blevet markant rigere under coronapandemien, og de er nærmest stukket af fra resten af samfundet. Derfor kommer vi i SF til at foreslå, at man indføre en mindre formueskat, siger hun.
Partiet vil beskatte formuer på mere end fem millioner kroner med en halv procent. Det skal være med til at finansiere en markant højere reserve.
SF præsenterer sit forslag til en finanslov i næste uge. Regeringen præsenterer sit bud onsdag kl. 13.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.