HOVEDSTADEN / ØSTDANMARK: Når Region Hovedstaden og Region Sjælland fusionerer og bliver til Region Østdanmark i januar 2027, bliver det med et velkendt ansigt i spidsen: Jens Gordon Clausen.Det har det forberedende regionsråd besluttet på et ekstraordinært møde i dag.
Jens Gordon Clausen er i dag regionsdirektør i Region Hovedstaden, og Region Østdanmarks regionsrådsformand, Lars Gaardhøj (S), fremhæver blandt andet, at hans politiske erfaring er med til at gøre ham til et stærkt valg til posten:
- Jens har mange års ledererfaring fra det regionale område og har et godt blik for sikker og stabil drift, men har også et stort overblik og evne til at se muligheder - også når det er vanskeligt. Derfor er han den helt rigtige til at omsætte de politiske visioner til virkelighed for regionens borgere og medarbejdere, siger han i en pressemeddelelse.
Jens Gordon Clausen er uddannet i økonomi fra KU og London School of Economics. Han har været ansat i Region Hovedstaden siden 2015, hvor han har brugt de seneste fem år som regionsdirektør. Inden da var han blandt andet 13 år i Finansministeriet.
- Jeg glæder mig til at være med til at skrive historie, når vi i den kommende tid sammen skal føre den største reform af sundhedsvæsenet i mange år ud i livet. Samtidig skal vi med det bedste fra de to regioner i Østdanmark skabe en helt ny fælles region i en af danmarkshistoriens største fusioner. Det er og bliver en kæmpe og vigtig opgave, som vi allerede er i fuld gang med. Jeg ser frem til samarbejdet med politikere, ledere og medarbejdere, lyder det fra den kommende direktør.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





