'At regionerne videreføres, så der sikres et fortsat decentralt sundhedsvæsen med afgørende regional indflydelse og medbestemmelse.' Sådan lyder det i den nye politiske aftale, der danner grundlag for en socialdemokratisk mindretalsregering, og dermed ser regionsrådene, som under V-LA-K-regeringen var sendt til tælling, ud til at kunne fortsætte.
I aftalen er der blandt andet lagt op til et løft af psykiatrien og en målrettet indsats for at skaffe flere praktiserende læger. Og det glæder Danske Regioner.
- Vi glæder os til samarbejdet med den nye regering, og der er nok at tage fat på. Sundhedsvæsenet står foran store udfordringer, og derfor glæder vi os over, at aftalen bag den nye regering så klart slår fast, at der skal investeres i sundhedsvæsenet og ansættes mere personale, siger Stephanie Lose (V), formand i Danske Regioner.
I aftalen lyder det blandt andet, at 'der skabes en større sammenhæng og et bedre samarbejde mellem praktiserende læger, kommuner og regioner', og at 'der iværksættes en målrettet indsats for at sikre flere praktiserende læger i hele landet'.
Det er altså blandt andet de to punkter, som regionsformanden hilser velkomne. Stephanie Lose fremhæver også aftalens fokus på psykiatrien. Her vil den nye regering invitere til forhandlinger om en tiårs-plan for psykiatrien, som blandt andet skal mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetider og skabe flere sengepladser.
Første opgave: økonomiske rammer 2020
Ifølge formanden er en af de første opgaver at forhandle de økonomiske rammer for 2020 på plads, og dem vil regionerne gå ind til med en forventning om et løft af sundhedsvæsnet.
- Der er brug for, at regionerne får tilført to mia. kr. ekstra for at løse udfordringerne, blandt andet med et stigende antal ældre, siger Stephanie Lose.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.