
Danske Regioner lægger op til at ændre markant i vagtplanlægningen på sygehusene, så sygeplejersker, der til dagligt arbejder i ambulatorierne også får natte- og weekendvagter på sygehusenes sengeafdelinger. Det skriver Jyllands-Posten.
Ændringen skal sikre, at især sygeplejersker på intensive, kirurgiske og akutte afdelinger ikke forlader jobbet til fordel for et job på et privathospital eller i den kommunale sygepleje.
- Mangel på personale er i øjeblikket den største udfordring for sundhedsvæsnet, og en mere gennemsigtig og retfærdig vagtplanlægning, hvor medarbejderne får større indflydelse på deres vagtplaner, er en af de vægtigste nøgler til at lykkes med at være en attraktiv arbejdsplads og fastholde personalet, siger Stephanie Lose (V), der er regionsrådsformand i Region Syddanmark og næstformand i Danske Regioner, til Jyllands-Posten.
- Vi skal fordele den tunge vagtbelastning på flere skulder, og vores klare udmelding er, at man helt systematisk bliver nødt til at arbejde med dette alle steder på sygehusene, ellers kommer vi ikke i mål.
OUH forrest
Danske Regioner vil tage udgangspunkt i en model fra Region Syddanmark. Her har hospitalerne som et mål, at medarbejderne skal kende deres vagtplaner mindst otte uger frem. Desuden går de efter, at man ikke har weekendvagt oftere end hver tredje weekend.
For eksempel har OUH (Odense Universitetshospital) som det første hospital i Danmark besluttet, at alle opslåede sygeplejestillinger i ambulatorie skal inkludere en tredjedel af arbejdstiden på en sengeafdeling. Det betyder, at så mange som muligt skal deltage i patientplejen - og dermed bidrage til bedre fordeling af vagter.
Regionerne lægger også op til, at alle sygeplejersker, der ansættes i et ambulatorie, skal bruge en tredjedel af arbejdstiden på at indgå i vagtplanen på en sengeafdeling.
Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, er ikke afvisende over for idéen fra Danske Regioner.
Hun advarer i Jyllands-Posten mod, at man trækker en bestemt model ned over hovedet på alle sygehuse og afdelinger. Hun minder også om, at det overordnede problem er manglen på sygeplejersker.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.