Der er behov for at forstærke sundhedsvæsenet uden for sygehusene, så færre ældre i fremtiden er nødt til at blive indlagt. Sådan lyder det fra Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, der ser det som et redskab til at mindske presset på sygehusene.
- Der er ingen tvivl om, at sundhedsvæsenet i fremtiden vil være et område, hvor der skal investeres. Men vi er nødt til at blive bedre til at gribe tidligere ind og forebygge, at det kommer til indlæggelse på sygehuse, som er den dyreste behandling, siger hun.
Stephanie Lose peger på, at flere ældre nødvendiggør et stærkt samarbejde mellem sygehuse, praktiserende læger og hjemmesygeplejersker.
- Vi kommer i fremtiden til at se, at mere bliver klaret i kommunerne, så man kan forebygge en hospitalsindlæggelse, siger hun.
Skarpere prioritering
I de kommende år vil presset på landets sygehuse ifølge en fremskrivning fra Lægeforeningen stige med, hvad der svarer til 700 ekstra medicinske sengepladser, skriver Jyllands-Posten. Antallet af ældre på over 75 år vil i løbet af blot syv år stige med 36 pct.
Stephanie Lose påpeger, at presset på sygehusene allerede er en problemstilling i dag.
- Vi oplever allerede nu, at der er blevet flere ældre, og det betyder, at der er et større træk på sygehusene. Det er allerede i fuld gang, siger regionsformanden.
Et middel til at løse udfordringen med flere ældre er ifølge Danske Regioner, at der i fremtiden i højere grad skal prioriteres.
- Vi er nødt til at være mere åbne over for prioriteringer. Den ekstra lille indsats, man nogle gange gør, kan være rigtig dyr. Der skal man se på, om effekten er pengene værd, siger Stephanie Lose.
Ældre Sagen ser også et behov for bedre samarbejde på tværs af sygehuse, praktiserende læger og hjemmesygeplejen, i takt med at der kommer flere ældre.
- Der skal være større fokus på at forebygge indlæggelser og genindlæggelser. Vi frygter, at ældre vil blive klemt i fremtidens sundhedssystem, fordi vi allerede nu har problemer med overbelægning, siger chefkonsulent Mirjana Saaby.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.