
MIDTJYLLAND: En samlet sikkerhedsorganisation, bedre anvendelse af data og gennemgang af bygninger.
Alt sammen skal det styrke sikkerheden i psykiatrien i Region Midtjylland.
Derfor har regionsrådet besluttet, at der skal anvendes 9,8 mio. kr. til at gøre de første af en række anbefalinger fra ”Taskforce for en sikker og tryg psykiatri” til virkelighed. Mere konkret implementeres seks ud af i alt 25 anbefalinger i første omgang.
- Det er fuldstændig afgørende, at både patienter og medarbejdere kan føle sig trygge på vores psykiatriske afdelinger. Det er der flere tilgange til at sikre, og med den beslutning, regionsrådet har truffet nu, prioriterer vi en række af de løsninger, vi ved har effekt, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S). Han fortsætter:
- Samtidig slår vi med beslutningen fast, at sikkerhed og tryghed i psykiatrien er et område, vi kommer til at følge op på politisk.
Indsatser i retspsykiatrien
Også i retspsykiatrien arbejder man for mere sikkerhed. Bl.a. er ni håndholdte metaldetektorer taget i brug på de retspsykiatriske sengeafsnit.
- Det er vigtigt at understrege, at langt de fleste psykiatriske patienter ikke er farlige. Heller ikke i retspsykiatrien. Derfor handler sikkerhed og tryghed i Psykiatrien om flere ting. Herunder at skabe et miljø, hvor både medarbejdere og patienter er i stand til at håndtere udfordrende situationer, siger udvalgsformand for Psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland, Else Søjmark (S), og supplerer:
- På den baggrund er jeg virkelig glad for det arbejde, der er lavet med de 25 anbefalinger, og jeg glæder mig over, at vi nu starter ud med at få realiseret de første af dem.
Sikkerhed på tværs af Psykiatrien
Taskforce for en sikker og tryg psykiatri har udarbejdet 25 anbefalinger. I første omgang prioriteres implementering af følgende anbefalinger:
- Etablering af samlet sikkerhedsorganisation i Psykiatrien i Region Midtjylland.
- Samlet Business Intelligence (BI) rapport over relevante opfølgningsområder for sikkerhed.
- Gennemgang af bygninger, fysiske rum og indretning med henblik på at få en oversigt over nødvendige sikkerhedsfremmende indsatser.
- Risikovurderinger gøres lettere tilgængelige for relevante medarbejdere.
- Systematisk implementering og ensartet brug af risikovurderingsinstrumenter, herunder kompetenceudvikling.
- Udarbejdelse af fælles model for alarmløb.
Kilde: Region Midtjylland
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.