
Regeringen foreslår, at salg af euforiserende stoffer gennem sociale medier og fra butikker som kiosker straffes med fængsel frem for bøde.
Det fremgår af regeringens opioidudspil, der præsenteres mandag på Rysensteen Gymnasium i København af justitsminister Peter Hummelgaard (S), indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og skatteminister Rasmus Stoklund (S).
I dag straffes man med bøde, hvis man bliver taget med under 3000 opioidpiller. Det er også blevet kaldt "morfinfinten".
I udspillet lægger regeringen op til, at bødestraffen erstattes af fængsel.
Skærpende omtændigheder for sociale medier
Samtidig vil regeringen skærpe fængselsstraffen for salg af euforiserende stoffer via sociale medier og butikker med en tredjedel i forhold til det nuværende niveau.
Det betyder, at et forhold, der i dag straffes med tre måneders fængsel, vil øges til fire måneders fængsel.
Regeringen ønsker, at strafniveauet i højere grad skal afspejle opioidernes farlighed.
- Flere unge indlægges med opioider, flere unge søger hjælp, og nogle dør af deres misbrug.
- Opioider er nogle af de allerfarligste stoffer, man kan tage. De er farligere end kokain, siger Peter Hummelgaard på pressemødet.
Man vil også undersøge, om straffelovens paragraf 237 om manddrab fremover kan anvendes, hvis en gerningsperson sælger euforiserende stoffer til en person, der efterfølgende afgår ved døden.
Konfiskering af køretøjer
Dertil ønsker regeringen, at det bliver muligt, at konfiskere både egne og leasede eller lånte køretøjer, der bruges til grov narkokriminalitet.
- Selv om straf er et væsentligt element i det udspil, som vi fremsætter i dag, så bilder vi os ikke ind, at straf alene kan løse det problem, der er derude, siger justitsministeren.
Det skal gå hånd i hånd med blandt andet forebyggelse og oplysning.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.