
Regeringen vil sige undskyld til de mennesker, som er blevet udsat for overgreb og mangelfuld omsorg i særforsorgen, siger social- og ældreminister Astrid Krag (S) til Information.
Lovningen på en undskyldning kommer oven på, at en rapport i april viste, at der var begået en lang række overgreb på anbragte borgere i særforsorgen mellem 1933 og 1980.
Astrid Krag oplyser i en mail til Information, at der på et senere tidspunkt vil blive afholdt et arrangement, hvor der vil blive givet en officiel undskyldning til de tidligere anbragte.
- Vi har som den første regering taget ansvar for at få kastet lys over de mørkeste kapitler i historien om vores fælles velfærdssamfund, skriver ministeren blandt andet.
Hun tilføjer, at samfundet skal anerkende den uret, som er blevet begået.
Efterspurgt undskyldning
Særforsorgen, der før i tiden blev kaldt åndssvageforsorgen, havde ansvar for borgere, som dengang blev betegnet som åndssvage. Det kunne være personer med en IQ under 75, døve, blinde, handicappede, talehæmmede eller epileptikere.
De overgreb, som de anbragte borgere blev udsat for, tæller vold, seksuelle overgreb eller unødig brug af magt som fiksering eller indespærring.
- Vi må ikke lukke øjnene for fortidens fejl, men derimod lære af dem. Derfor er det så vigtigt, at fortællingerne kommer frem, uanset hvor ubehagelige de er, skriver Astrid Krag til Information.
Flere danske handicaporganisationer sagde i foråret, da rapporten blev offentliggjort, at en undskyldning ville være velkommen. Men en markant forbedring af forholdene for handicappede i dag ville være endnu mere velkommen.
Det gælder blandt andet Susanne Olsen, landsformand i Dansk Handicapforbund, som dengang sagde til Information, at den bedste undskyldning ville være at gøre forholdene bedre på området i dag.
Der er ikke fastlagt et tidspunkt for arrangementet, hvor undskyldningen vil blive givet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.