Sundhedsminister Nick Hækkerup har præsenteret regeringens handlingsplan for psykiatrien, der bl.a. skal sætte et nyt fokus, hvor udgangspunktet er ligeværd. Regeringen er parat til at investere 1,6 mia. kr. i en bedre indsats og indkalder nu satspuljepartierne til forhandlinger.
- Regeringen lægger op til en historisk investering, der vil nedbringe ventelister og skabe de nødvendige rammer for at kunne nedbringe tvang i psykiatrien. Det håber jeg, de øvrige satspuljepartier vil bakke op om, siger sundhedsminister Nick Hækkerup (S)
Handlingsplanen indeholder en lang række initiativer, der skal være med til at sikre en mere ligeværdig indsats, hvor mennesker med psykiske lidelser og pårørende inddrages mere systematisk og oplever sammenhæng i indsatsen. Og hvor der er øget fokus på rehabilitering og forebyggelse i kommuner og regioner, og hvor sygdomsbehandlingen har høj kvalitet - herunder med meget mindre brug af tvang, end vi ser i dag.
Kulturændring
Og som led i handlingsplanen er regeringen parat til at tilføre psykiatrien 1,6 mia. kr. de næste fire år. Pengene ønsker regeringen at bruge til kapacitetsmæssig udbygning af psykiatrien, f.eks. til at udbygge den ambulante psykiatri og til nedbringelse af tvang.
Derudover lægger regeringen op til et markant løft af de fysiske rammer i sygehuspsykiatrien. De massive investeringer bygger ovenpå regeringens tidligere økonomiaftale med regionerne om kapacitetsudbygning af psykiatrien, satspuljeaftaler og finanslovaftale, hvor psykiatrien er blevet prioriteret.
- Patienterne får bedre mulighed for at dyrke motion og andre aktiviteter, og det kan være med til at mindske brugen af bælter og andre former for tvang. For mig og regeringen er handlingsplanen et kæmpe skridt ind i en fremtid, hvor vi ser på mennesker med psykisk sygdom på samme måde som mennesker med en fysisk sygdom. Hvor der er ligeværd, ikke bare i sundhedsvæsnet og i den kommunale sociale indsats, men i hele samfundet. Der er brug for en kulturændring, så psykisk syge mødes på samme måde som andre, siger Nick Hækkrup.
Se Ligeværd - nyt fokus for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.